Mikkel Hansen tilbage på banen i Aalborg-sejr
Da Mikkel Hansen meldte ud, at han stopper karrieren efter OL i Paris, var han skadet.
Lysken har givet en del problemer siden begyndelsen af marts, men problemerne ser ud til at være fortid nu.
Mikkel Hansen var i hvert fald tilbage på håndboldbanen igen tirsdag aften, hvor Aalborg Håndbold spillede mod Skive Fh i Santander Cuppen.
Også Jesper Hansen fik comeback i pokalkampen i Skive, mens Sebastian Barthold, Lukas Nilsson og Henrik Møllgaard sad over.
Med Mikkel Hansen på holdet fik Aalborg Håndbold sejren med hjem, da kampen endte 27-32.
I begyndelsen af kampen lignede det dog ikke, at det ville blive noget smukt comeback på banen, da Skive Fh hurtigt fik bragt sig foran med 3-0.
Herefter blev Mads Hoxer, Simon Hald og Mikkel Hansen sat på banen, og det lykkedes Aalborg at tage en føring på 13-17 ved pausen - også hjulpet på vej af Skive-udvisninger og flere redninger fra Niklas Landin.
I anden halvleg skulle der stadig kæmpes for scoringerne, alligevel kom der aldrig tvivl om aalborgensernes føring, og kampen endte 27-32 til Aalborg.
Næste runde er ottendedelsfinalerne i Santander Cuppen - den bliver dog først spillet efter sommerferien. Søndag møder Aalborg Håndbold i slutspillets kamp fire Mors-Thy.