Kort Nyt

Mere skimmelsvamp på supersygehus end først antaget

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Byggeriet af supersygehuset i Aalborg Øst har fra dag et været ramt af en række uheldige sager.

I marts i 2023 kom det frem, at der flere hundrede steder var trængt vand ind i facaden i så store mængder, at der lå synligt vand på gulvene på grund af en utæt facade.

I kølvandet på det, blev der sat undersøgelser om skimmelsvamp i værk, og nu kan Region Nordjylland fortælle, at der er fundet spor af skimmelsvamp flere steder, end der blev annonceret på det pressemøde, som blev afholdt i juni.

- Hvis omfanget af skimmel havde været stort, havde det ikke været særlig godt. Den vækst, vi finder nu, kan håndteres, og det er det, jeg fokuserer på. Vi har et problem, som vi kan håndtere, lyder det fra manden i spidsen for byggeriet, Asger Schou, der er projektdirektør.

Og når det kommer til, hvad det vil koste at udbedre problemerne med skimmelsvamp, er det ikke anderledes. For det skal sendes i udbud.

- Det jeg reelt sagde på sidste pressemøde, var 25 millioner. Og det er det tal, vi først kender præcist, når vi engang får nogle udbudspriser ind, siger projektdirektøren.

Værk af kendt skagensmaler solgt for millioner

Fire millioner kroner.

Det er, hvad P.S. Krøyer-maleriet 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' blev solgt for, da det mandag aften var på auktion hos Auktionshuset Bruun Rasmussen.

Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.

Ifølge dem er det et af Krøyers mest gennemførste impressionistiske værker og noget af det ypperste inden for friluftsmaleriet. I motivet fremstår Marie Krøyer som en del af naturen, elegant bøjet over en blomst i et hav af lysende mælkebøtter.

- Salget af 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' vidner om den fortsatte fascination og værdsættelse af P.S. Krøyers kunst. Værket er fra en af de lykkeligste perioder i Krøyers liv, hvor kærligheden til både kunsten og Marie blomstrede. Det er et fantastisk maleri, som på smukkeste vis demonstrerer Krøyers evne til fange stemningen og øjeblikket. Man kan nærmest dufte græsset og mærke solens varme, siger Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos auktionshuset.

30.000 kroner samlet ind til familier, der mistede drenge i sandskred

I en indsamling, der har været i gang i omtrent halvanden måned, er der indsamlet 30.000 kroner til de to familier, der mistede deres to drenge i et sandskred i Vorupør i august.

Det skriver TV Midtvest.

- De er meget taknemmelige. Det har de skrevet flere gange, siger Louise Lindgaard Johansen, der er initiativtager, og som løbende har været i kontakt med familierne, til TV Midtvest.

Indsamlingen har handlet om at vise familien, at de stadig fylder i tankerne hos de lokale i Vorupør.

Hun fortæller videre til mediet, at det er dejligt, at familien har haft overskud til at forstå tankerne, der ligger til grund for indsamlingen.

Arne Boelt bliver S-kandidat til regionsrådet

Det bliver Hjørrings Arne Boelt, der skal forsøge at få posten som regionsrådsformand på socialdemokratiske hænder, når der er valg til posten 18. november næste år.

Det er netop afgjort ved en urafstemning.

Ved en afstemningen fik Arne Boelt 71,1 procent af stemmerne, mens den eneste modkandidat, Mogens Nørgård, der i dag er 2. næstformand i regionsrådet og sit partis gruppeformand, fik 28,9 procent af stemmerne.

63-årige Arne Boelt var fra 2010-2021 borgmester i Hjørring, men måtte se sig slået af Venstres Søren Smallbro, som han overlod borgmesterkæden til.

Han er bosiddende i Sindal og sidder i øjeblikket i byrådet i Hjørring, men genopstiller ikke.

41,4 pct. af de socialdemokratiske partimedlemmer deltog i valget af spidskandidat.

Frederikshavns kommunalpolitikere bremser byudvikling

Sådan lyder anklagen fra Sæby Handel, fordi et projekt på Aalborgvej i Sæby nu har lange udsigter.

- Det vil styrke Sæby, fordi når du kører inden til Sæby, vil du se, at det er en by i drift. Det er en by, hvor der er liv. Der er investeret, og kæderne bliver interesseret i Sæby, og når der kommer en kæde til, kommer der altid flere til. Det er sådan det er, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.

For ejendomsudvikling Nord, der står bag to projekter på Aalborgvej i Sæby, kan ikke komme igang med deres projekter, fordi politikerne i kommunen i sidste uge besluttede, at der skal laves en samlet detailanalyse.

- I stedet for at vi skal til at lave en (red. detailhandelsanalyse) ude på Aalborgvej, en anden på Aalborgvej, en i City Vest, en på Hjørringvej i Frederikshavn og en i Skagen, så vælger vi at lave en samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen, siger formanden for Plan- & Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune Peter E. Nielsen (S).

Det er et lovkrav, at der skal laves en detailhandelsanalyse, når der nogen søger om at lave butik eller detailhandel udenfor et område, som der i forvejen i kommuneplanen er udlagt til butikker. En samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen tager i følge udvalgsformanden mellem et halvt og et helt år at få på plads, og indtil da er alle projektet sat på pause.

- Der er jo ingen investorer, der på længere sigt kan fatte interesse for Frederikshavn Kommune, når man med sådan en analyse bremser udviklingen, for det er det, man gør med den detailhandelsanalyse, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.

Kantspiller får kontrakt med AaB efter prøvetræning

Den 17-årige ghaneser Gabriel Quartey har gjort det så overbevisende under prøvetræningerne hos AaB, at han har sikret sig en fire-årig kontrakt med Superliga-klubben.

Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

- Gabriel Quartey har vist sig godt frem i træningerne med både Superliga-truppen og U/19 Liga-holdet, og vi kan se nogle spidskompetencer, som han forhåbentlig kan videreudvikle og udfolde i de kommende år i AaB, siger AaB's sportsdirektør James Gow.

Kontrakten gælder fra 14. januar 2025, hvor Gabriel Quartey fylder 18 år.