Kort Nyt

Mere skimmelsvamp end først antaget - regningen er ukendt

Der er fundet mere skimmelsvamp i supersygehuset, men 'kun lidt' og kun ved ydervæggene.

Byggeriet af supersygehuset i Aalborg Øst har fra dag et været ramt af en række uheldige sager.

I marts i 2023 kom det frem, at der flere hundrede steder var trængt vand ind i facaden i så store mængder, at der lå synligt vand på gulvene på grund af en utæt facade.

I kølvandet på det, blev der sat undersøgelser om skimmelsvamp i værk, og nu kan Region Nordjylland fortælle, at der er fundet spor af skimmelsvamp flere steder, end der blev annonceret på det pressemøde, som blev afholdt i juni.

- Hvis omfanget af skimmel havde været stort, havde det ikke været særlig godt. Den vækst, vi finder nu, kan håndteres, og det er det, jeg fokuserer på. Vi har et problem, som vi kan håndtere, lyder det fra manden i spidsen for byggeriet, Asger Schou, der er projektdirektør.

I juni kom det frem på et pressemøde, at der var fundet skimmel under gulvet på baggrund af 118 prøver, der blev taget udvalgte steder i byggeriet.

Siden er der taget 32 nye prøver fra borekerner fra gulve, der altså også påviser skimmel under vinduerne. Noget som politikerne i regionen blev orienteret om tirsdag.

Men det giver ikke anledning til panderynker hos projektdirektøren, at der er fundet skimmel flere steder.

- Der er heldigvis ikke fundet fugt. Og det vil sige, der ikke er noget benzin til bålet. For at skimmel, der altid er i luften skal udvikle sig til noget grimt, altså skimmelvækst, så kræver det, at der bliver tilført fugt. Det har vi heldigvis ikke. Men vi kommer stadig ikke udenom, at der er vækst., siger Asger Schou.

Intet at være bekymret over

Og den vurdering deler Henrik Nielsen, der er klinisk professor og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Han er på ingen måde bekymret over fundet, men han har dog ikke set prøvesvarene.

- Smittevejen for skimmelsvamp er gennem luften og det vi indånder, og når det er lukket inde bag gulv og beton, så er det ikke i kontakt med os. Så er der også det, at skimmelsvamp er mange ting, og det er jo ikke alt skimmelsvamp, som er farligt, siger han.

For det er skimmelsvamp i mange ting, og det er ikke ensbetydende med, at det er farligt.

- Skimmelsvamp er der mange forskellige typer af, og det er en del af vores naturlige omgivelser i høj grad. Og det skal vi ikke bekymre os om, siger Henrik Nielsen.

Det har længe været en ukendt størrelse, hvad det vil koste at udbedre det murværk, der er årsagen til problemerne med skimmelsvamp.

Og når det kommer til, hvad det vil koste at udbedre problemerne med skimmelsvamp, er det ikke anderledes. For det skal sendes i udbud.

- Det jeg reelt sagde på sidste pressemøde, var 25 millioner. Og det er det tal, vi først kender præcist, når vi engang får nogle udbudspriser ind, siger projektdirektøren.

Og der kommer ikke til at være et hospital, der åbner, hvor der er skimmel?

- Det er helt sikkert. Nu siger jeg jo, det er helt sikkert. Og så griner jeg lidt, fordi der er aldrig noget, der er helt sikkert. Men det er stensikkert, at vi kommer til at blive ved og ved og ved med at undersøge det. Og sikre, sikre, sikre. Og når vi er færdige som byggefolk, så tager hospitalet selv over med deres folk og undersøger, undersøger, undersøger, slutter Asger Schou.

TV2 Nord har ikke selv haft lejlighed til at se prøvesvarerne, inden interviewet med projektdirektøren.

Trafikuheld ved Fjerritslev

Der der sket et færdselsuheld på rute 11 på strækningen fra Fjerritslev øst mod Brovst. Det fremgår af Vejdirektoratets Vejdirektoratets Trafikkort.

Uheldet er sket ved 6.20-tiden. Vejdirektoratet oplyser samtidig, at "uheldsstedet er ikke sikret".

Der er foreløbig ingen meldinger om de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Pas på i morgentrafikken: DMI varsler om tæt tåge

Opmærksomheden bør være ekstra skærpet, når man kører på arbejde onsdag morgen. Der er nemlig tæt tåge og lav sigtbarhed i hele Jylland.

I et varsel fra DMI lyder det, at sigtbarheden onsdag morgen flere steder kan være nede under 100 meter, og de opfordrer derfor til, at man er ekstra forsigtig, når man bevæger sig ud på vejene.

Det samme gør Vejdirektorates Trafikkort.

Tågen vil forsvinde i løbet af onsdag formiddag, og der venter en dag med masser af sol, svage vinde og lune temperaturer.

Politiet efterlyste 17-årig - nu er han fundet

Opdateret klokken 22.35: Den 17-årige er fundet.

Nordjyllands Politi igangsatte tidligere tirsdag aften en eftersøgning af en 17-årig.

Han er siden blev fundet igen. Det skriver Nordjyllands Politi på X.

Det var blandt andet på baggrund af anmeldelser fra borgerne, oplyser de, og takker derfor for hjælpen.

Region Nordjylland lander budget

Der skulle sidste år spares, men for Region Nordjylland budget for 2025 er der denne gang gladere ansigter at finde hos Regionsrådet.

Her er der nemlig fundet penge til en række områder, som har brug for et løft. Deriblandt børne- og ungdomspsykiatrien, som får 12 millioner kroner, mens operationskapaciteten får et løft på 35 millioner kroner.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig glad og stolt over, at vi nu tager fat på nogle af de områder, hvor der er størst behov for at gøre en indsats. Vi ved, at det akutte område er presset, ligesom vi gerne vil gøre hvad vi kan for at nedbringe ventelisterne endnu mere – fx kommer der nu mere operationskapacitet bredt set, ligesom der opjusteres i Thisted, så der her kan laves flere ortopædkirurgiske indgreb, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland, i pressemeddelelsen.

Du kan læse mere om budgettet i regionen herunder:

Endnu et varsel om tåge - kør forsigtigt

Efteråret er for alvor kommet, og det er tågen også.

For anden dag i streg kommer DMI med et varsel om tæt tåge, der giver en sigtbarhed på under 100 meter.

Her meldes der om tåge i hele Jylland fra klokken 21 tirsdag til klokken 9 onsdag. Derfor gælder det også i hele Nordjylland - kun Læsø går fri for tågen.

"Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt", lyder meldingen fra DMI.