Mand stukket ned ved grillbar i Aalborg
Nordjyllands Politi blev mandag aften ved 17-tiden kaldt ud til Mylius Erichsens Vej i Aalborg-bydelen Gug.
Meldingen gik på, at en 32-årig mand var blevet overfaldet og stukket i skulderen med det, der formodes at være en kniv.
Det skriver Nordjyske.
Efter det blodige overfald ved grillbaren blev den forurettede kørt på skadestuen. Han meldes ifølge Nordjyske uden for livsfare.
Politiet leder lige nu efter vidner, der kan føre dem nærmere gerningsmændene. To maskerede mænd er set forlade stedet i en sølvgrå bil.
De formodede gerningsmænd beskrives af politiet som mørke i huden. Den ene person er omkring 185 centimeter høj og var iklædt en sort dynejakke med hætte.
Politiet kan kontaktes på 114, hvis du har flere oplysninger i sagen.