Mand i livsfare efter grim faldulykke tæt ved Jomfru Ane Gade
Lidt over klokken tre natten mellem lørdag og søndag tikkede der et alarmopkald ind hos Nordjyllands Politi.
En mand i starten af 50'erne var faldet ned ad trapperne tæt ved det nye diskotek Club Moonlight, som ligger Ved Stranden tæt på festgaden Jomfru Ane Gade.
Faldet var så voldsomt, at manden blev hastet til Aalborg Universitetshospital, hvor han er i kritisk tilstand.
Det bekræfter Nordjyllands Politi over for TV2 Nord.
- Vi har haft politi og ambulance på adressen ved det selskabslokale, hvor manden faldt ned fra nogle trapper. Der blev ydet behandling på stedet, og manden er i kritisk tilstand, siger vagtchef Morten Axelsen.
- Ingen har set det ske, alt tyder på et tragisk uheld, og intet tyder på en forbrydelse, siger vagtchefen.
Manden var angiveligt til en fest i lokalerne ved adressen Ved Stranden 9, men ingen har set ulykken, som skete, da festen var ved at lukke.
Politiet oplyser, at de har forsøgt at få videomateriale, men at det ikke er lykkes på nuværende tidspunkt.