Kort Nyt

Mads slog rekorder og blev europamester: Jeg har drømt om det længe

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To nye rekorder og titlen som europamester. 

Det er høsten, som Mads Friche tager med hjem fra europamesterskaberne i bænkpres i Istanbul.

I vægtklassen for løftere under 93 kilo løftede nordjyden 302,5 kilo, som er ny dansk rekord og nordisk rekord. Hans personlige rekord før stævnet i Istanbul var 290 kilo. 

- Det er sindssygt fedt at blive europamester. Alt kulminerer til stævnet, og jeg rammer dagen.

- Jeg har drømt om det længe, så det er helt fantastisk, at alle de ting, man har arbejdet for i lang tid, de kulminerer, siger Mads Friche, der underviser på Aalborg Sportshøjskole.

Nordjyden har tidligere snuppet en EM-titel i bænkpres. Det gjorde han i 2022 med det tungeste løft i vægtklassen under 83 kilo.

Interessen for styrkeløft blev vækket i Mads Friche, da han for 16 år siden selv var elev på Aalborg Sportshøjskole. 

- Det er fedt, at man kan bruge sin krop til så mange ting og udvikle til at blive så stærk. Det er enormt tilfredsstillende bare at kunne slå hjernen fra og så bruge kroppen, lyder det fra den nordjyske styrkeløfter.  

Gjorde comeback efter voldsomt sammenstød

Christopher Mulberg var atter tilbage på isen, da Frederikshavn White Hawks tirsdag aften spillede ude mod Esbjerg Energy.

Comebacket kom, efter han i begyndelsen af november måtte en tur under kniven på Rigshospitalet. Det var en nødvendighed efter et voldsomt sammenstød med en modspiller fra Herlev Eagles i en kamp i landets bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

Episoden betød, at ishockeyspilleren fik flænset sin kind op.

Det blev nok ikke den tilbagevenden, som Christopher Mulberg havde håbet på. White Hawks tabte kampen 1-2 efter forlænget spilletid.

Risiko for glatte veje

Onsdag morgen er temperaturerne nede omkring frysepunktet flere steder i det nordjyske.

DMI advarer om risiko for glatte veje i det nordlige- og nordvestlige Jylland. Det gør de på X.

TV2's vejrvært giver herunder sit bud på, hvordan resten af dagen kommer til at se ud rent vejrmæssigt.

Foto: TV2 Vejr

Aalborg Pirates i sejrsstime

I aften mødte Aalborg Pirates Rungsted Seier på hjemmebane, og det endte i en overbevisende sejr.

6-0 blev det til, og Aalborg Pirates har nu vundet deres sjette kamp i træk.

Hjemmebaneholdet gik til pause med en overbevisende føring på 3-0 efter første periode.

Anden periode bød på endnu et mål til Aalborg Pirates, og i sidste periode landede to mål yderligere i modstanderens mål.

Målene blev scoret af Lasse Bo Knudsen, Tobias Ladehoff, to til Darien Craighead og to til Troy Lajeunesse.

Efterlyst dement mand er fundet

Opdateret 22.02

Manden er fundet i god behold og genforenet med pårørende. Manden blev fundet af en politimand på vej på arbejde. Det oplyser Nordjyllands Politi på X.

Nordjyllands Politi modtog tirsdag aften klokken 20.11 en anmeldelse om en 79-årig dement mand, der var gået fra sin adresse på Skolestien i Hals.

Politiet bragte derfor en efterlysning på manden, som forlod sit hjem klokken 17.45.

- Vi er tilstede i området med hundepatruljer og droner, og vi opfordrer borgerne i området til at lede efter ham, også i deres egne haver, skurer og garager, sagde vagtchef fra Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

Manden beskrives som cirka 175 cm høj, kraftig af bygning og gråt kortklippet hår. Påklædningen er ukendt. Sådan lød det fra Nordjyllands Politi på X.

Manden blev desuden beskrevet som værende godt gående.

- Borgere i alle byer nord for Hals bør se efter manden, fordi på tre timer kan han i værste fald være noget langt, oplyste vagtchefen.

Hvis man havde henvendelser i sagen, skulle de rettes til 114.

Togdrift genoptaget: Person blev påkørt

Opdateret klokken 17.02

Tirsdag kl. 13.51 fik Nordjyllands Beredskab en melding om en person, der var blevet påkørt af et tog ved Hurup Station.

Personen pådrog sig dog ikke alvorlige skrammer, da der kun er tale om lettere skade på lænden, lyder det i en melding fra Midt- og Vestjyllands Politi på X.


Påkørslen betød dog, at flere togafgange mellem Thisted og Struer var aflyst, og togbusser ville blive indsat, såfremt det var muligt. Det oplyste GoCollective.

På GoCollectives hjemmeside er der dog ikke flere meldinger om aflyste togafgange.

Årsagen til at personen slap så forholdsvis billigt, er at toget blot kørte 5-10 kilometer i timen.