Litauere fængslet i fire uger efter politiaktion i sommerhusområde
Natten til fredag 12. april skred Nordjyllands Politi til anholdelse af to mænd, som politiet mistænker for at stå bag flere indbrud i det nordjyske de sidste måneder.
Fredag blev de to mænd, der er fra Litauen, fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger frem til 10. maj.
Det oplyser lederen af Berigelse Nordjylland, politikommissær Ulf Munch Sørensen til TV2 Nord.
De to mænd på henholdsvis 36 og 44 år bliver af politiet betegnet som en del af en omrejsende kriminel gruppering.
- Det er ud fra, at de tager rundt i en flok, og at de ikke har et legalt formål i Danmark, lyder det fra Ulf Munch Sørensen.
De to mænd blev anholdt under en aktion i et sommerhusområde i Øster Hurup, hvor de havde indlogeret sig i sommerhus.
Anholdelserne kommer efter et længere efterforskningforløb hos politiet, hvor en længere række indbrudssager i Gistrup, Klarup, Storvorde, Mou og Hadsund blev efterforsket.
Tyvekosterne har typisk været smykker samt kontanter.