Lastbil laver skader på Limfjordstunnelen
En sættevognslastbil har lavet skader i Limfjordstunnelen.
Det oplyser vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.
- Det er en lastbil, der er kørt ned, som er for høj til at køre igennem. Den har ramt lamper og udluftning.
Lastbilen holder i inderste vognbane i nordgående retning, og begge spor er spærret.
Det er ikke selve lastbilen, der var for høj til røret, men nærmere de containere der var bagpå, som ramte tunnelen.
- Vi afventer lige og ser, hvor meget, der er sket, siger Karsten Højrup.
Han vurderer, at der skal bruges mindst en time mere på at rydde op efter uheldet. Og det skaber tæt trafik.
- Der skal lige fejes og sådan noget. Lige nu er der tæt trafik ud til Humlebakken, og bilisterne skal bevæbne sig med tålmodighed.
I slutningen af juni var der et lignenede uheld, hvor en skraldebil også lavede skader på tunnellen.