Kunsthal Spritten har fundet sine nye ledere
Lederduoen ser frem til sammen at skulle skabe den nye kunsthal.
Bestyrelsen i Kunsthal Spritten har nu udvalgt to nye ledere, der skal stå i spidsen for den nye kunsthal i Spritfabrikkens fredede bygninger.
Valget er faldet på Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der kommer fra en stilling som udstillingschef i JP/Politikens Hus, og Bibi Henriksen Saugman, der forlader en stilling som projektchef i Gernes-Fonden.
- Sådan en mulighed får man kun én gang i livet, siger Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen.
Fondens bestyrelse ledte efter en ny direktør, og havde planer om at ansætte en kurator. Men i et meget stærkt ansøgerfelt opstod muligheden for at ansætte en lederduo, det skriver Kunsthal Spritten i en pressemeddelelse.
Kunsthallen er lige nu i en fase, hvor der fokuseres på byggeri og indretning af den nye kunsthal samt planlægning af udstillingsprogrammet. Her mener formand for driftsfonden, Stefan Hermann, at den nye lederduo passer godt ind.
- Her er jeg overbevist om, at vi har fået et dedikeret makkerpar, som både kan løse de konkrete opgaver og samtidigt med ny energi og kunstfaglig nytænkning synliggøre kunsthallen og det samlede projekt frem mod åbningen i 2026, siger han.
De to nyudnævnte ledere, der starter jobbet den 1. oktober, er allerede enige om deres ambitioner for kunsthallen.
- For os er det helt afgørende, at Spritten bliver et sted, der spiller en central rolle for de mennesker, der bor i kommunen, og at vi sammen med vores gode kollegaer i byen kan gøre Aalborg endnu mere attraktiv at bosætte sig i, siger Bibi Henriksen Saugman.