Kort Nyt

Kulturinstitutioner risikerer lukning med budgetforslag

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Om en måned kan det hele være slut og alt personale afskediget.

Slut med ubåden Springeren og marinemuseet i Aalborg Vestby af samme navn, og slut med det Det Hem'lige Teater i Kjellerupsgade og Kunsthal Nord.

Det kom frem torsdag morgen, da de ledende politikere i Aalborg Kommune præsenterede udkastet til budgettet for 2024. Et budget, der har nedskæringer for en kvart milliard.

En del af de penge bliver fundet med at fjerne tilskuddet til tre udvalgte kulturinstitutioner i Aalborg. Det Hem'lige Teater mister hele sit tilskud på 1,6 millioner, Kunsthal Nord mister 1,1 millioner, og det maritime oplevelsescenter Springeren kan vinke farvel til hele sin kommunale støtte på 900.000 kroner.

- Det betyder enden for os. Vi er et lille sted uden kassekredit, som har kørt i rigtig mange år på et stramt budget. 900.000 er 25 procent af vores budget. Det ville vi ikke kunne overleve fra første januar af, siger Mads Sølver Pedersen, der er direktør for Springeren Maritimt Oplevelsescenter.

Så lukker Springeren, hvis det her sker?

- Ja, det gør den, påpeger direktør Mads Sølver Pedersen, og bedre lyder det ikke, da TV2 Nord besøger Det Hem'lige Teater i Kjellerupsgade.

- Det vil betyde, at vi ikke har nogle penge til at drive huset og lønne personalet. Så må bestyrelsen træffe den kedelige beslutning at lukke huset per 1. januar. Det er jeg meget meget ked af. Vi har rent faktisk 35-års jubilæum her i efteråret, så det ville være trist at ende på den måde, siger teatrets leder Pia Bredow.

'Hele ens verden falder sammen'

Ingen af de to kulturinstitutioner i Aalborg kan ifølge dem selv overleve uden kommunalt tilskud. Spareplanerne har været kendt i et stykke tid, men da Aalborg Byråd torsdag præsenterede budgetforslaget for 2024, rykkede den økonomiske virkelighed et stykke tættere på.

- Det er jo hele ens verden, der selvfølgelig falder sammen. Det er 11 år, jeg har brugt herude på at gøre det her til en fin turistattraktion i Aalborg, forklarer direktør på Springeren, Mads Sølver Pedersen, og på Det Hem'lige Teater følger den daglige leder trop.

- Jeg synes bare, det stritter meget imod Aalborg Kommunes kulturpolitik, og om at støtte de unge og vækstlaget. Det virker lidt dumt, at man går ind og spare på et sted, der er fyldt med unge mennesker, påpeger Pia Bredow.

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.