Kort Nyt

Konkurrent til Mikkel Hansen forlænger – og dropper XL-Byg

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aalborg håndbold har fredag forlænget kontrakten med 20-årige Marinus Munk.

I foråret skrev Aalborg Håndbold en toårig kontrakt med den 20-årige bagspiller Marinus Munk, men allerede nu er den kontrakt blevet forlænget.

Blot en uge efter den unge nordjyde officielt begyndte som seniorspiller i Aalborg Håndbold er hans kontrakt nemlig blevet forlænget med yderligere to år, så den nu løber helt frem til 2027.

- Jeg er virkelig glad for, at klubben tror på mig. Det har været fedt at få lov til at være så meget med i den seneste sæson, hvor jeg har kunnet suge til mig fra nogle af de bedste, og jeg glæder mig hver gang til at løbe på banen i Sparekassen Danmark Arena, siger Marinus Munk.

Gennembrud i Champions League

I Aalborg Håndbold skal Marinus Munk konkurrere med Mikkel Hansen om spilletiden på venstreback i Aalborg Håndbold, og han har allerede nu vist prøver på sit store talent. Den unge højrehåndede bagspiller fik sit helt store gennembrud i den nordjyske topklub, da han lavede seks mål på seks forsøg i ottendedelsfinalen i Champions League mod GOG for knap et halvt år siden.

- Vi ser et kæmpe potentiale i Marinus. Han er en eksplosiv og hurtig spiller trods sin størrelse, som har været i rivende udvikling de seneste sæsoner. Det vil vi gerne belønne med en 4-årig kontrakt, så han nu kan dedikere sig til håndbolden på fuld tid og fokusere på at bygge på sit spil og udvikle sin fysik, siger direktør i Aalborg Håndbold Jan Larsen.

Farvel til XL-Byg

Venstrebacken kommer fra Hals, og i hjembyen er han nærmest mest af alt et kendt ansigt, fordi han har arbejdet i den lokale XL-Byg samtidig med, at han også har været lærervikar, men med den nye kontrakt vier han nu alt sin tid til håndbolden.

- Nu ser jeg bare frem til at kunne fokusere fuldt ud på håndbolden og til en ny spændende sæson, udtaler Marinus Munk.

Indtil nu er Marinus Munk noteret for 17 kampe og 23 mål for Aalborg Håndbold samt 18 kampe og 26 mål for de danske U-landshold.

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.