Knallertkører sendt på hospitalet efter sammenstød med bil
Føreren af knallerten mistænkes for narkokørsel.
Nordjyllands Politi fik tirsdag formiddag en anmeldelse om et trafikuheld i Aalborg. I krydset mellem Badehusvej og Borgergade - nær det tidligere værtshus West-End - var en personbil og en knallert nemlig stødt sammen.
- Knallertføreren væltede og havde efterfølgende smerter i det ene ben, så han blev bragt på sygehuset. Vi tænker ikke, at han er kommet alvorligt til skade, fortæller Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Vagtchefen oplyser, at knallertkøreren ikke havde hjelm på, og desuden er køretøjet, han kom kørende på, efterlyst.
- Det bliver behandlet som et færdselsuheld med et tyveriforhold, siger vagtchefen.
Ikke nok med det mistænker politiet, at manden på knallerten var påvirket af narkotika.
- Vi undersøger det nærmere, fordi vi tænker, at det måske kan være på tale. Derfor har vi udtaget en blodprøve, siger Karsten Højrup Kristensen.
Der var ridser og buler i bilistens bil, men personen var selv i stand til at køre fra stedet.