Der er blevet slået klubber ud fra flere store byer af Aalborg Freja på vej mod kvartfinalen i Gjensidige Kvindepokalen. Her er AaB, Silkeborg Q og ASA Aarhus røget mod holdet fra 2. division, og nu venter der sig en ganske stor udfordring.
Nu venter FCK, men det nyopstartede kvindehold spiller også "blot" i 2. division. De to hold møder hinanden enten 8.- eller 9. marts.
- Vi er meget tilfredse med lodtrækningen og glæder os til at møde FC København i marts. Det bliver en fantastisk mulighed for os at måle os mod et af de stærkeste hold i Danmark, og vi skal tage den oplevelse til os - og hvem ved? Måske lurer der en pokaloverraskelse, siger Henrik "Heffar" Ladefoged, der er formand for kvindeafdelingen hos Aalborg Freja.
Begge hold er endda tophold i hver sin pulje af 2. division, hvor Aalborg Freja blot har tabt én kamp i sæsonen og har 15 point efter otte kampe. FCK har endnu ikke tabt og har fået 23 point efter ni kampe.
Desværre for Aalborg-klubben bliver kampen spillet på udebane i form af Vanløse Stadion, men de har allerede haft glæde af at spille i pokalturneringen. Holdet har vundet 10.000 kroner, fordi de var de seriehold, der er kommet længst i turneringen - da pokalturneringen begyndte i foråret 2024, spillede Aalborg Freja nemlig i Kvindeserie Vest.