Kæmpe overraskelse - Nibe Festival præsenterer nyt topnavn til i aften
Suspekt kommer på Nibe Festival.
Nibe Festival vifter nu festivalgæsterne om næsen med noget af en musikgulerod. Og dem måske der havde besluttet at smutte hjem en anelse før tid på grund af det våde vejr, genovervejer givetvis den beslutning.
Der er nemlig tikket noget af en overraskelse ind lørdag formiddag. I hvert fald hvis man har billet til festivalen.
For i nat klokken 00.00 spiller Suspekt på Blå Scene på Nibe Festival. Det offentliggør Nibe Festival i en pressemeddelelse. Koncerten er stablet på benene lige i sidste øjeblik.
- Det er et eksempel på de uvurdelige bånd, ger gennem årene er opbygget mellem os og de skønne Vestegns-drenge. Det har været enormt vigtigt for os at lave det her sammen - særligt for vores fantastiske gæster og tæt på 5000 frivillige, som i den grad fortjener den her koncert, siger festivalleder Peter Møller Madsen.
Foruden Suspekt spiller folk som Nik & Jay, Saveus og Kato også i aften på den udsolgte festival.