Her er der et trafikuheld hver 14. dag
Motorvejsstrækningen fra Svenstrup og fem kilometer nordpå mod Aalborg er en overset topscorer indenfor trafikuheld. Sammenfletningen, hvor Hobrovej og E45 mødes giver nemlig ofte farlige situationer.
Det viser tal, som TV2 Nord har fået fra Vejdirektoratet.
Faktisk sker der uheld og sammenstød omkring Svenstrup i gennemsnit hver 14. dag, og det giver masser af lange bilkøer.
Ikke noget 'quick-fix'
Problemstrækningen ved Svenstrup har i løbet af nogle år udviklet sig til at være det sted i Nordjylland, hvor der sker uheld og opstår køer næstflest gange i løbet af et år.
Kun Vendsysselssammenfletningen nord for Limfjordstunnellen, hvor Hirtshalsmotorvejen smelter sammen med Frederikshavnmotorvejen giver flere problemer med kødannelser.
- Vi har desværre ikke et 'quick-fix' på problemet. Vi kan ikke klare det med ombygninger af rundkørsler og lignende. Det har vi regnet på gentagne gange, og det rykker simpelthen ikke nok, fordi vi har for mange biler, der samtidigt vil ned på motorvejen ved rundkørslen syd for Svenstrup, konstaterer Niels Agerholm.