Hent biblioteksbøger i pakkeboks
En forsøgsordning gør det nu muligt at hente sine biblioteksbøger i pakkebokse. I hvert fald hvis man bor i enten Kongerslev, Ulsted eller Hou.
Ordningen træder i kraft i oktober.
Det foregår i en multifunktionel pakkeboks, hvor forskellige aktører kan leje sig ind. Affaldsfællesskabet Nordværk gjorde det i foråret muligt at aflevere farligt affald og tekstilaffald i udvalgte pakkebokse. Nu kan borgerne i Aalborg og Nørresundby også hente en rulle affaldsposer til mad- eller restaffald. Og snart tester Aalborg Bibliotekerne altså muligheden for at benytte pakkeboksene til at låne biblioteksbøger i en række byer udenfor eget bibliotek.
Ifølge rådmand Anna Aaen (EL) fra Klima og Miljø har pakkeboksene været en stor succes.
- Borgerne har taget rigtig godt imod ordningen, som vi har udvidet, da vi oplevede et stigende behov. I dag er der omkring 50 pakkebokse ved etageejendomme i Aalborg og Nørresundby, siger hun.