Kort Nyt

Frygtede lukning efter nyt budget - nu jubler de

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere kulturinstitutioner i Aalborg har stadigvæk svært ved at få armene ned efter sidste uges budgetforlig i byrådet.

Både det maritime oplevelsescenter Springeren og Det Hem´lige Teater var blandt de steder, der var i farezonen for at miste deres tilskud i 2024. Noget der ifølge dem selv formentligt ville betyde, at de måtte dreje nøglen om.

Sådan gik det imidlertid ikke, for politikerne i byrådet valgte at holde hånden over de to steder, selvom de i et udkast var nævnt som mulige institutioner, der kunne risikere at blive ramt af sparekniven.

Springeren fik lov at beholde deres driftstilskud på 900.000 i 2024.

- Det er jo en stor lettelse for alle på Springeren, at vi nu kan se frem mod, at der også er en 2024-sæson. Det gør også, at vi nu kan nyde, at vi har haft den bedste sæson nogensinde her i år 2023, siger Mads Sølver Pedersen, der er direktør i Springeren.

Alt er dog ikke helt fryd og gammen. I 2025 får Springeren efter politikernes plan halveret tilskuddet, således det kommer til at lyde på 450.000 kroner.

- Bekymringen lige nu er 2025. Vi har ikke en opskrift på, hvordan vi får skrabet de penge ind, men nu har vi i det mindste tid til at kigge på tingene og få en god dialog med hinanden om, hvordan vi løser det, siger Mads Sølver Pedersen.

Også i Det Hem'lige Teater kan de ånde lettet op. Her får de lov at beholde deres tilskud på 1,6 millioner kroner i 2024.

- Vi er meget, meget glade og meget lettede, fordi det betyder, at vi overlever, og så kan man jo ikke andet end at være begejstret, siger Pia Bredow, leder for Det Hem´lige Teater.

Det er blevet besluttet, at Det Hem'lige Teater og kunstmiljøet i Kunsthal Nord skal flyttes ud i Huset i Hasserisgade. Teatret får lov at blive i de nuværende lokaler, indtil de nye faciliteter står klar.

Desuden har Væksthuset i Huset fået tilført to ekstra millioner. Hvordan de skal bruges, vides endnu ikke, og det giver grund til bekymring.

- Vi er fredet i 2024, men vi er fortsat lidt bekymret for fremtiden. Men den tid den sorg, siger Pia Bredow.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Se billedet: Så kort er årets korteste dag

Lørdag 21. december byder på både vintersolhverv og dermed årets korteste dag.

Men der er store forskelle i det danske land på, hvor kort dagen er.

Det er godt eksemplificeret ved billedet fra TV 2 Vejr.

Foto: TV 2 Vejr

Det viser, at Skagen er der, hvor dagen er kortest i Danmark - solen står både sent op og går tidligt ned igen. Blot 6,5 timers lys stod den på i det nordligste af Danmark, men det stod ikke meget bedre til ved Aalborg.

Den længste, korteste dag stod Bornholm for.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Efterlyser 89-årige Peter - leder med hunde og droner

Nordjyllands Politi leder lige nu efter den 89-årige Peter, som cyklede fra sit hjem klokken 10 lørdag morgen i Skagen. Det skriver politiet på X.

Siden er han dog blevet set cirka klokken 15 på Ålbækvej ved Hulsigstien mod syd, og politiet leder i området med både hunde og droner.

Peter er 170-175 centimeter høj, slank af bygning, iført en grøn jakke og cowboybukser. Han cyklede desuden hjemmefra på en nyere blå cykel af mærket Kildemoes.

Hvis du har set Peter, kan du ringe til Nordjyllands Politi på 114.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Kraftig blæst på Sallingsundbroen

I de kommende timer skal man passe på, hvis man kører over Sallingsundbroen.

Vejdirektoratet melder nemlig om en kraftig blæst, som kan få fat i køretøjerne på broen.

Det forventes, at blæsten vil aftage i løbet af aftenen.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Vrå bliver hjemsted for nyt tilsyn

I det gamle rådhus i Vrå kommer der snart nye hoveder ind som personale.

Et nyt tværkommunalt ældretilsyn vil nemlig have hjemme sammen med Socialtilsyn Nord i Vrå, da Hjørring Kommune er udvalgt sammen med Gentofte og Silkeborg kommune til at blive en del af den nationale ældrereform.

Her ryger statens og kommunale tilsyn ud og erstattes med det tværkommunale. Ældreministeriet har i den forbindelse besluttet, at Hjørring Kommune skal varetage myndighedsopgaven med at etablere og udføre ældretilsyn i hele Nordjylland, samt i flere kommuner i Midtjylland.

Det skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi ser det som et stort skulderklap at få tildelt så vigtig en opgave, som ældretilsynet er. Vi vil lægge vægt på læring og rådgivning i tilsynsopgaven, og vi glæder os til at få etableret et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med plejehjem og leverandører på tværs af landet, siger formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget, Lone Olsen (V), i pressemeddelelsen.

Desuden er ældretilsynet udgiftsneutralt for de kommuner, som bliver udpeget til at stå med opgaven.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Bil og ældre kvinde endte på siden på villavej

Nordjyllands Beredskab fik en smule travlt klokken 11.40 lørdag, da to biler ramte hinanden på L.P Houmøllersvej i Frederikshavn.

På trods af, at de ramte hinanden med lav fart, endte den ene bil med en ældre kvinde som chauffør alligevel på siden.

- Der blev taget et forkert sving, men jeg ved ikke helt, hvordan den endte på siden. Det kunne se dramatisk ud, men det var det egentlig ikke, siger indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Jørgen Pedersen og fortsætter:

- Men vores opgave var blot at få bilen ned igen, så vi kunne få hende ud og over til ambulancefolkene. Der var ingen alvorlig tilskadekomst, men hun kørte lige med til observation på sygehuset for en sikkerheds skyld.