Kort Nyt

Faldt i Limfjorden: 25-årig mand afgået ved døden

Sent onsdag aften 4. september i år faldt en 25-årig mand fra Aalborg i Limfjorden, og han blev efterfølgende lagt i kunstig koma.

Lørdag den 14. september er manden afgået ved døden, oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Henrik Kjær Hansen.

De pårørende er underrettet.

- Vi har grundigt undersøgt omstændighederne, og vores klare opfattelse er, at det er en tragisk ulykke, lyder det fra politikommissæren.

Han forklarer yderligere, at Nordjyllands Politi ikke har yderligere kommentarer til sagen blandt andet af hensyn til familien, der har lidt et stort tab, ligesom der skal foretages lægelige undersøgelser.

Den 25-årige mand faldt i vandet ved den brede trappe omkring Toldbod Plads i Aalborg.

Motorvej spærres i flere dage

Fra lørdag 28. september og tre dage frem skal du ud på en mindre omkørselsrute, hvis du har tænkt dig at køre i nordgående retning på E39 Hirtshalsmotorvejen nord for Aalborg.

Vejdirektoratet melder, at ubelejligheden sker, da der skal udføres vejarbejde på en motorvejsbro.

- Der skal skiftes slidlag og støbes fuger på den motorvejsbro, der fører E39 Hirtshalsmotorvejen over E45 Frederikshavnmotorvejen ved Bouet i Nørresundby, skriver Vejdirektoratet.

- Arbejdet går i gang lørdag 28. september klokken 4.00 og forventes afsluttet tirsdag 1. oktober klokken 23.30.

E39 Hirtshalsmotorvejen vil være totalspærret i nordgående retning i perioden, og trafikanterne bliver i stedet ledt ad Høvejen via Gammel Høvej og tilbage til E39 ved tilslutningsanlæg 10 Høvejen.

Arbejdet er vejrafhængigt, og derfor afviser Vejdirektoratet ikke, at arbejdet må udskydes.

Foto: Vejdirektoratet / Pressefoto

Borgermøde efter larm fra hjemløse

Der er indkaldt til borgermøde i Aalborg, efter flere beboere har henvendt sig og klaget over unødig høj larm fra hjemløse og udsatte borgere.

Midtbyens Samråd og Aalborg Kommune har i fællesskab indkaldt til borgermødet, hvor det er målet, at forslag fra de fremmødte skal være med til at finde løsninger.

Der har i en længere periode har været larm fra udsatte borgere i det samme område omkring Vor Frue Kirke i Aalborg, og det har været udslagsgivende for, at borgermødet nu skal holdes.

Centerchef hos Center for Socialt Udsatte hos Aalborg Kommune håber, at der kommer mange beboere og erhvervsdrivende til mødet, for centerchefen er åben for stort set alle forslag.

- Vi skal se på, hvad der skal til for, at vi har tryg og fredelig eksistens for alle.

Læs mere i artiklen herunder:

Forlænger lukning af rockerborg

Nordjyllands Politi har endnu engang forlænget lukningen af rockerklubhus i Nørresundby. Lukningen forlænges i to uger frem til 3. oktober.

Opholdsforbuddet i Hells Angels' klubhus på Østergade 24 i Nørresundby kommer dermed til at overskride ét år, da det første gang blev lukket 22. september 2023.

- Baggrunden for forlængelsen er, at der fortsat er en verserende konflikt i rocker/bandemiljøet, og trusselsbilledet er uændret, skriver Nordjyllands Politi på X.

Overtrædelse af forbuddet kan straffes med fængsel i op til to år.

Indsat død i nordjysk fængsel

En indsat i det nordjyske fængsel Kragskovhede Fængsel, der ligger nord for Frederikshavn i Jerup, er afgået ved døden 7. september.

Det bekræfter Kriminalforsorgen overfor TV2 Nord.

- Vi kan under henvisning til reglerne om tavshedspligt ikke komme ind på de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, indleder Kriminalforsorgen sit svar.

- Vi kan dog oplyse, at politiet rutinemæssigt blev tilkaldt, og hændelsen undersøges nu nærmere af politiet og kriminalforsorgen, ligesom hændelsen er indberettet til Folketingets Ombudsmand i overensstemmelse med gældende regler.

Kragskovhede Fængsel

  • Kragskovhede er et åbent fængsel med 161 åbne pladser

  • Et lukket afsnit med 50 pladser

  • De indsatte er mandlige fængselsdømte fra hele landet - de fleste dog fra Nord- og Midtjylland

  • Der sker mellem 850 og 900 indsættelser om året

  • Fængslet ligger i et naturområde mellem Frederikshavn og Skagen

  • Fængslet hører under Kriminalforsorgen Vest

  • Fængslets medarbejdere omfatter fængselsbetjente, håndværkere, socialrådgivere, lærere, sygeplejersker m.v.

  • Kilde: Kriminalforsorgen.dk

De pårørende er underrettet.

Har du set noget? Påkørte 16-årig bagfra og stak af

En 16-årig dreng slap med forskrækkelsen, da han onsdag aften blev påkørt af en bil bagfra. Føreren af bilen stak af, efter bilisten ramte den 16-årige.

Det fortæller Lars Rosenvinge fra lokalpolitiet i Hobro.

- Han er ikke kommet alvorligt til skade. Han har hudafskrabninger på hænderne, og han har fået ridser på sin hjelm.

Den 16-årige kom tirsdag aften klokken 22.00 kørende på knallert ad Gl. Visborgvej, da han ud for nummer 114 blev ramt af bilen bagfra.

Bilen bliver beskrevet som en sort eller mørkeblå Skoda Octavia med et registreringsnummer, der starter med bogstaverne 'UK'.

- Vi hører meget gerne fra ejeren af bilen eller fra eventuelle vidner, lyder det fra Lars Rosenvinge.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 1-1-4.