Kort Nyt

Endnu et kniv-røveri i Aalborg - politiet efterlyser vidner

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En gerningsmand gennemførte torsdag aften et røveri mod SuperBrugsen i Sjællandsgade i Aalborg. 

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Personen truede personalet ved kassen med en kniv, som det også var tilfældet for to dage siden, den 26. december i 7-Eleven ved banegården i Aalborg.

Ved kassen i SuperBrugsen fik gerningsmanden udleveret et ukendt beløb kontanter. 

Signalementet af gerningsmanden er en maskeret person med sort tøj og sort jakke med et hvidt mærke med EA7 på venstre side af brystet.. Vedkommende løb mød Øster Alle, aflagde sit tøj i Bjørnøgade og løb videre i andet tøj. 

Det brugte tøj har politiet sikret, og formoder derfor at de har gerningsmandens DNA. 

- Dem, der laver røveri, er ofte nogle, som er kendt af politiet, så chancen for at vi har hans DNA i registreret er tilpas stor, lyder det fra Karsten Høyrup Kristensen. 

Har man set personen, bedes man kontakte politiet på 114.

- Vi har selvfølgelig kigget ind i, om der skulle være nogle lighedspunkter med røveriet i 7-Eleven for to dage siden. Og umiddelbart er der ikke noget, der peger i den retning, men det kan der sagtens være, når sagen kommer videre til et efterforskningshold, lyder det fra vagtchefen.

Aalborg Håndbold skuffer i Champions League

Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold forsøge at hente den anden sejr i Champions League og den sjette sejr i streg siden sæsonen begyndte.

Det endte dog med et nederlag, og en skuffende et af slagsen.

Aalborg Håndbold tabte nemlig med hele otte mål ude mod HC Zagreb, da kampen endte 31-23.

Kroaterne formåede at gå til pause med stillingen 13-9, og det overtag hold man i resten af kampen.

Dermed måtte Aalborg-spillerne gå skuffet fra banen.

Her vækker sundhedsudspil begejstring

Onsdag fremlagde regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres sundhedsudspil, og her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker at uddanne flere læger på Aalborg Universitet.

Det glæder de sig over hos Aalborg Universitet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

I regeringens sundhedsudspil bliver der lagt op til, at der oprettes 70 flere studiepladser på bacheloren i medicin på Aalborg Universitet, der skal sikre bedre lægedækning i hele landet.

- Det er en rigtig god nyhed for Nordjylland, at vi nu får ikke mindre end 70 flere pladser på medicinuddannelsen i Aalborg. Vi ved, at dem, der bliver uddannet heroppe, også har tendens til at slå sig ned her, og vi har brug for flere læger her i regionen. Antallet af patienter per læge skal ned, ligesom vi skal have bragt ventelisterne ned, og det kan regeringens sundhedsudspil være med til at løse. Jeg mener, det her er rigtigt godt for borgerne i Nordjylland, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

De 70 ekstra studiepladser vil betyde, at universitet vil uddanne knap 250 læger om året.

- Det er en fantastisk nyhed for borgerne i Nordjylland. Erfaringen viser nemlig, at de fleste af de nye kandidater bliver i regionen, og det er godt nyt for den mangel på læger, der især er i almen praksis mange steder rundt i regionens geografi, lyder det fra Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet.

Det har en stor betydning for Nordjylland, at flere læger medicinstuderende får Aalborg som deres uddannelsessted, da op mod 80 procent af de nyuddannede fortsætter videreuddannelsen i Region Nordjylland.

Længere køretid: Nu kommer der ny asfalt på nordjysk hovedvej

Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på et seks kilometer langt stykke af rute 11 mellem Østergade og Gøttrupvej syd for Fjerritslev.

Det omfattende arbejde begyndte i dag onsdag, og Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil tage tre uger.

Derfor kan man altså forvente længere køretid, hvis man benytter sig af ruten, da der blandt andet er sat et midlertidigt lyssignal med nedtællingsfunktion op.

"Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne." Sådan skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder med, at Vejdirektoratet affræser den gamle asfalt, hvorefter det underliggende bærelag skal repareres. Herefter vil der blive lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.

Beredskab aktiveret: Challenger-fly måtte pludselig lande

Ved middagstid onsdag måtte et af Air Transport Wings Challenger-fly foretage en sikkerhedslanding, da der var en fejl på flyets flaps.

Det skriver Air Transport Wing på sin Facebook-profil.

Flyet var på en træningsmission, da fejlen opstod i luftrummet lidt nord for Brønderslev. Den præcise årsag til fejlen kendes ikke på nuværende tidspunkt, men vil ifølge Forsvaret blive undersøgt nærmere.

Flyet foretog et nødkald, hvorefter beredskabet blev aktiveret, så man kunne assistere ved eventuelle yderligere komplikationer.

'Efter en kontrolleret sikkerhedslanding kunne alarmen imidlertid afblæses og beredskabet kunne returnere', skriver man.

Region Nordjylland skal skære stor andel medlemmer

Regeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fremlagde onsdag deres sundhedsudspil på et pressemøde.

Her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker, at fem regioner bliver til fire, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden slås sammen, ligesom der skal etableres 17 nye sundhedsråd.

Derudover vil regeringen også skære en del rådsmedlemmer fra i de forskellige regioner. I Region Nordjylland lægges der op til, at der skal være to sundhedsråd, og de vil skære ned fra de nuværende 41 medlemmer til 25.

Det 39 procent færre medlemmer, og det bliver dermed også den mindste region i landet.

I kommunerne Hjørring, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn, der huser 160.000 indbyggere, skal der findes ni medlemmer, og det vil danne det ene af Nordjyllands sundhedsråd.

Det andet sundhedsråd skal findes i kommunerne Aalborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Thisted og Mariagerfjord , hvor der er 432.000 indbyggere, og her vil der være 16 medlemmer.