Endnu en Aalborg Håndbold-spiller ukampdygtig grundet mental overbelastning
En hård sidste sæson ligger til grund for, at den nytilkomne playmaker udebliver i den kommende tid.
Aalborg Håndbold har knap nok fået Mikkel Hansen tilbage fra sin længerevarende sygemelding grundet stress, før endnu en spiller meldes ukampdygtig.
Det er nytilkomne Thomas Arnoldsen, der ifølge den nordjyske håndboldklub er ude i den kommende tid på grund af fysisk og mental overbelastning.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Det 21-årige playmaker-talent skiftede denne sommer fra Skanderborg AGF Håndbold til Aalborg Håndbold efter en lang og opslidende sæson 2022/23.
- Thomas har gennem den seneste sæson haft et meget hårdt program for så ung en spiller. I den seneste sæson alene deltog han i både ligakampe og Europa Cup-opgør, ligesom han fik debut for A-landsholdet og var fast mand på U/21-landsholdet, senest ved sommerens VM i Tyskland og Grækenland. Da han kom til Aalborg for en god måneds tid siden, var det klart for os, at Thomas både fysisk og mentalt virkede slidt, hvorfor vi valgte at dosere tingene for ham i opstarten, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen og tilføjer.
- Samtidig har vi aktiveret vores sundhedsfaglige beredskab, der både dækker det fysiske og psykiske område, så vi på bedste mulige vis kan tage hånd om Thomas, ganske som vi ville gøre det ved alle andre medarbejdere.
Aalborg Håndbold indleder sæsonen søndag aften på udebane mod Team-Tvis Holstebro i 1/8-finalen i Santander Cup.