Efter vandskader: Sådan klarede supersygehuset stormen
Historierne om det, som den nyligt afgåede projektdirektør kaldte "danmarkshistoriens efterhånden største byggeskandale", har været mange - og kritiske.
Det forsinkede og fordyrede sygehusbyggeri har haft et væld af problemer.
Derfor var der også usikkerhed om, hvordan byggeriet, der tidligere har været ramt af massive vandskader, ville klare den seneste uges kraftige regn og blæst.
Her er der, ifølge Region Nordjylland selv, godt nyt:
Helt tørskoet kan håndværkerne dog ikke være.
- Som forventet er der enkelte steder kommet vand ind gennem murværket, og det indtrængende vand har vi fået fjernet, oplyser Regionen i et skriftligt svar til TV2 Nord og siger "byggeriet har klaret det fint."
I starten af året kom de første historier om vand- og fugtskader, som helt synligt kan ses på facaden af det store byggeri.
- Det er en samling inde i en væg, som ikke har været udført korrekt. Et rør gik fra, og så er det bare stået ud med vand, fortalte projektdirektør Martin Kjær, der siden har forladt byggeriet.
Oktober måneds hårde vejr har betydet at nogle af stederne, hvor der bygges, måtte lukkes ned.
- Vi har fået vand ind enkelte steder, hvor der pågår byggemæssige aktiviteter, hvor bygningen stod åben. Disse steder er nu blevet lukket, og det indtrængende vand er blevet fjernet, skriver Regionen og kalder det glædeligt at "byggeriet er i en så god forfatning, at det kan modstå uvejr."
Den kraftige vind har blæst materialer rundt, ligesom et telt på pladsen har fået revet teltdugen af.