Efter 10-0 nederlag: Piraterne henter nyt skyts
Det har været en turbulent tid for Aalborg Pirates.
For bare halvanden uge siden blev cheftræner, Garth Murray fyret.
Ledelsen mente ikke, holdet leverede godt nok.
Den tidligere spiller og træner Jens Nielsen overtog posten. Og siden da er det blevet til en 5-1 sejr over Esbjerg Energy, men også en regulær lussing, da holdet onsdag tabte 10-0 til Sønderjyske.
Men det skal der nu rettes op på. Der er kommet nyt blod til truppen.
Piraterne har sikret sig en ny canadisk back. Brayden Sherbinin, der kommer fra franske Ligue Magnus.
- Det er et rigtigt svært marked lige nu, så heldigvis er det lykkedes at finde Brayden, som er en god skøjtestærk back med de defensive kvaliteter, vi var på udkig efter, siger sportschef Ronny Larsen.
Brayden Sherbinin har spillet de tre foregående sæsoner i Europa - henholdsvis to år i franske Ligue Magnus og et enkelt år i engelske EIHL.
- Nu får vi mere bredde og er bedre garderet mod skader, siger sportschefen.
Brayden ankommer til Danmark hurtigst muligt og spiller med truppen så snart arbejdstilladelsen er på plads.
Kontrakten er gældende for resten af denne sæson.