Dramatisk solouheld - mand skal skæres fri
Opdateret 9.50: Manden er i stabil tilstand og uden for livsfare.
Et voldsomt solouheld fandt lørdag morgen sted på Egensevej.
Her mistede en 64-årig mand af ukendte årsager herredømmet over sin bil. Det resulterede i, at han kom over i den forkerte vognbane og senere endte i grøften.
- Han er vågen, men der er kørt traumekørsel på ham. Beredskabet var med ude på stedet for at skære ham fri, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.
Ifølge vagtchefen har fronten af bilen fået et større tryk, og det har betydet, at førerens ben var fastklemte.
- Begge ben er formentligt brækket, lyder det fra Christian Tilsted.
Den 64-årige mand kom kørende fra Mou mod Aalborg. Politiet modtog anmeldelsen klokken 7.36. Manden behandles lige nu ude på sygehuset.