Demonstrerer på årsdagen: - Mere end bare et land, det er en del af mig
For præcis ét år siden udsatte terrororganisationen Hamas Israel for et angreb, hvorefter Israel gik i krig i Gaza.
Nu er hundredevis af demonstranter på gaden i Aalborg for Palæstina og Libanon.
- Bombning af 16.680 børn er ikke selvforsvar! Kæmpe fakkeloptog, står der på arbejderen.dk i invitationen til arrangementet.
En af de fremmødte på Tegngårdsplads ved Nordkraft klokken 18.00, hvor fakkeloptoget startede, er den butiksansatte Nour Quibassi fra Aalborg.
- Det er forfærdeligt, at det er eskaleret til krig i flere lande i Mellemøsten. Libanon er mere end bare et land for mig, det er en del af mig, siger hun.
Israel angriber i øjeblikket Libanon, og Nour har selv familie i Libanon, der er på flugt i landet, men som ikke kan komme ud.
Et af budskaberne til dagens demonstration lyder: ''Fra Danmark til Palæstina - Fra Aalborg til Gaza. Styrk opbyggelsen af Palæstinakomitéen Aalborg''.