Kort Nyt

Bühlmann-kæden præsenterer millionoverskud

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann har præsteret et overskud på 12,1 millioner i 2023.

Det er det næsthøjeste overskud, som koncernen til dato har præsteret.

Og det kommer i et år, hvor hotelkæden har opkøbt to nye hoteller til deres voksende portefølje. 

Det drejer sig om Hotel Royal i Aarhus og Airport Hotel Billund.

- Vi kan se tilbage på et yderst begivenhedsrigt år i Bühlmann med overtagelsen af hele to nye hoteller, hvilket også har krævet nogle større investeringer i vores organisation samt vækst i antallet af medarbejdere. Derfor glæder vi os over at kunne præsentere et solidt overskud, der er i tråd med de forventninger, vi gik ind til 2023 med, siger ejer og direktør i hotelkoncernen Anemette Bühlmann.

Siden har koncernen også opkøbt Boutique Hotel Herman K i indre København, og det er planen at opkøbe mindst et mere i løbet af 2024.

Aalborg Håndbold taber til ligarivaler

Aalborg Håndbold tog lørdag til Fyn, hvor ligarivalerne fra GOG ventede i et topopgør.

Inden kampen kunne en Aalborg-sejr nemlig sørge for, at de to hold lå ad point på førstepladsen.

Aalborg-spillerne måtte dog se sig slået med 33-27, hvilket øger GOG forspring i toppen af tabellen, så fynboerne nu ligger fire point over aalborgenserne.

Sådan bliver vejret lørdag

Nu er det endelig weekend igen, og mange nyder fortsat at komme udenfor, selvom det er begyndt at være mere koldt og gråt.

Er du i tvivl om, hvad lørdagen skal bruges på, og hvordan vejret kommer til at se ud? Så kan du se hele vejrudsigten herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Pirates tilbage på førstepladsen, mens White Hawks rykker længere mod bunden

Fredag aften var både Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i aktion på hjemmebane.

Mens Aalborg Pirates fik generobret førstepladsen med en storsejr på 5-2 over Esbjerg Energy, så måtte Frederikshavn White Hawks se sig slået med 3-2 af Rungsted Seir Capital, hvilket betyder, at frederikshavnerne nu indtager syvendepladsen med Esbjerg Energy lige i hælene.

Allerede søndag skal de to nordjyske hold igen i aktion. Denne gang mod hinanden.

Det er Frederikshavn White Hawks, der tager imod Aalborg Pirates hjemme klokken 15.00.

58-årig kvinde fundet død

Fredag blev en 58-årig kvinde fundet død i Nykøbing Mors.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på X.

- Nogle mistænkelige forhold gjorde at politiet foretog undersøgelser på stedet, skriver man.

En lokal mand har ifølge politiet været anholdt, og de pårørende er underrettet.

- Vi har ikke yderligere oplysninger, før der er foretaget obduktion mandag, afslutter man på X.