Brand i rækkehus i Storvorde
Nordjyllands Beredskab blev søndag aften klokken 19.33 kaldt ud til en brand i et rækkehus på Hassinghave i Storvorde.
Beredskabet rykkede ud fra Mou Station til branden. Vagtchefen hos Nordjyllands Beredskab fortalte søndag aften til TV2 Nord, at ''der er godt gang i den''.
Det lykkedes dog hurtigt for Nordjyllands Beredskab at nedkæmpe flammerne i huset, inden branden bredte sig.
Det var inden da lykkedes for forbipasserende at redde husets kvindelige beboer ud. Hun blev efterfølgende kørt til sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning.
Branden er, efter alt at dømme, opstået i rækkehusets køkken.