Mand kørte hasarderet og ramte lygtepæl, så brød bilen i brand
Torsdag aften brød en bil i brand foran Nordvirk it ved Sønderbro i Aalborg, efter en 31-årig mand kørte ind i en lygtepæl.
Flere øjenvidner kunne tidligere fortælle til TV2 Nord, at manden, der førte bilen, havde kørt hasarderet, inden han kørte ind i lygtepælen, og det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.
- Kort før ulykken modtog vi flere anmeldelser om en bil, der kørte hasarderet og overhalede højre om og kørte for stærkt på vej mod Aalborg på motorvejen, forklarer han.
Bilisten kørte efterfølgende af motorvejen op ind på Sønderbro, hvor han ramte lygtepælen.
- Det er uvist, hvorfor han rammer den, og hvorfor han kørte sådan, forklarer vagtchefen, der desuden oplyser, at manden ikke var påvirket af alkohol eller narko.
- Vi ved ikke, hvorfor han kørte sådan. Han er ikke så interesseret i at tale med politiet, konstaterer Karsten Højrup, der tilføjer.
- Der har været overvejelser om vanvidskørsel, men det har der ikke umiddelbart belæg for at kalde det, så vi beslaglægger ikke bilen, men der kommer en stripe af sigtelser for overtrædelse af færdselsloven, konstaterer vagtchefen.
Selv slap den 31-årig for skader, mens bilen er delvist udbrændt og må hentes af vejhjælp.