Barns leg med ild var formentlig årsag til brand i rækkehus
Lørdag aften var det formentlig et barns leg med ild, der var årsagen til, at der opstod brand i et rækkehus i Nørresundby.
Branden opstod i rækkehusets soveværelse, som ligger på førstesalen.
- Sengen er udbrændt, og der er en del røg- og sodskader i rummene op til. En af børnene har måske leget med noget ild, siger indsatsleder Henrik Christensen fra Nordjyllands Beredskab.
Alle personer i boligen nåede at komme ud, så det er kun materielle skader, der er sket.
- Sådan en brand i et rækkehus, hvor der er masser af brændbart materiale, kan godt udvikle sig hurtigt. Men vi fangede det heldigvis i det tidlige forløb, så vi fik det hurtigt slukket og er ved at overdrage det til skadeservice nu, uddyber indsatslederen.
Ambulancefolk er ankommet til adressen, hvor de er i gang med at lave et tjek af alle beboerne.