Anklaget for at misbruge og smitte sin datter med gonorré
Flere års mareridt for en nu 10-årig pige kom for dagens lys, da hun sidste år i september to gange blev lægeundersøgt. Undersøgelsen viste massiv smitte med gonorré, og nu peger pilen ifølge politiet på, at pigen gennem flere år er blevet udsat for overgreb og voldtægter af sin far.
Fredag skal Retten i Aalborg efter planen behandle den alvolige sag, når pigens 39-årige far tager plads på anklagebænken. Han vil blive tiltalt for seksuelle overgreb, voldtægter og incest mod sin datter.
Ifølge sagens anklageskrift har overgrebene stået på fra 2018 og frem til 30. september 2022. Det var også den dag, at pigen for anden gang blev lægeundersøgt, og ifølge anklageskriftet fik konstateret gonokokinfektion i svælg, skede, endetarm og urin.
Politiet mener, at den 39-årige mand gennem årene ”flere gange havde vaginalt og analt samleje med samt flere gange formåede hende til at sutte på sit lem”, som det hedder i anklagerne mod ham.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 39-årige mand fra Aalborg forholder sig til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen indledes.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
I retten vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.