Kort Nyt

Aalborg-stjerne skal opereres

Niklas Landin står overfor en operation i knæet.

Det oplyser Aalborg Håndbold på klubbens hjemmeside.

Landholdskeeperen var med til at vinde OL-guld for Danmark. Efterfølgende vendte han hjem med det, som Aalborg Håndbold troede var en mindre skade i knæet.

Omfanget af skaden har imidlertid vist sig at være større end først antaget, og derfor er en operation nødvendig.

Indgrebet vil blive foretaget senere på måneden, hvorefter der venter en genoptræningsperiode for Landin på seks til otte uger, inden han atter kan komme i aktion for Aalborg Håndbold.

Aalborg Håndbold tager onsdag aften imod de franske vicemestre fra HBC Nantes i første runde af sæsonens gruppespil i Machineseeker EHF Champions League.

Læs mere her.

Endnu et varsel om tåge - kør forsigtigt

Efteråret er for alvor kommet, og det er tågen også.

For anden dag i streg kommer DMI med et varsel om tæt tåge, der giver en sigtbarhed på under 100 meter.

Her meldes der om tåge i hele Jylland fra klokken 21 tirsdag til klokken 9 onsdag. Derfor gælder det også i hele Nordjylland - kun Læsø går fri for tågen.

"Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt", lyder meldingen fra DMI.

Lang kø på motorvej efter uheld

Et uheld kort før Limfjordstunnelen i nordgående retning på E45 giver lige nu en kø, som giver meget længere køretid.

Det skriver Vejdirektoratet.

Man kan på nuværende tidspunkt forvente, at der er en længere køretid på omtrent 30 minutter, men uheldet er overstået. Derfor begynder køen nu at opløse sig.

Hotelværelse flød med "narko i små poser"

Det blev et meget anderledes syn, der mødte en stuepige i Frederikshavn, da hun skulle gøre rent.

En 28-årig mand havde nemlig booket et hotelværelse på Quality Hotel The Reef i Frederikshavn, men der var noget på det værelse, som ikke skulle være der.

Manden, der kommer fra Aalborg, viste sig at være narkopusher, og det var en stuepige, som opdagede ham. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Stuepigen skulle mandag ved 13-tiden gøre rent på den 28-årige mands værelse, og her kontaktede hun ledelsen med, at "det flyder med narko i små poser".

Ledelsen alarmerede politiet, som hurtigt sendte en patrulje afsted, der ransagede værelset. Her blev der fundet 55 gram ketamin og 22 gram hash. Nu er manden sigtet for salg af narko, skriver Kanal Frederikshavn.

Genstande fra anden verdenskrig ribbet

Det lykkedes hen over weekenden en indbrudstyv at plyndre et hus i Pandrup, og det var ikke så lidt tyven slap af sted med.

Tyven fjernede listerne omkring et vindue og brød det derefter op for at tiltvinge sig adgang. Det fremgår af politiets døgnrapport.

Hvilket redskab tyven brugte, er uvist. Politiet ved dog, at tyven slap af sted med en lang række koster.

For tyven var ikke for fin til at gennemrode hele huset og stjæle tre guitarer, et buddhistisk maleri, genstande fra anden verdenskrig, smykker, et ur samt kranier.

Indbruddet fandt sted på Skolevej, og politiet modtog anmeldelsen søndag morgen. Har du set noget, der kan lede politiet nærmere indbrudstyven, så kan de kontaktes på 114.

Søværnet i stor aktion: - Vi beder om borgernes forståelse

25. september vil der blive afholdt en stor øvelse på Læsø og til søs, hvor man har havmiljøet i fokus. Scenariet for havmiljø-øvelsen er en olieforurening, som sker ude i Kattegat syd for Læsø, og det medfører, at der driver olie ind på kysten af Læsø ved Bovet Bugt

Øvelsen finder sted i tidsrummet 8:00-15:00, hvorefter der vil være oprydning.

Deltagerne i øvelsen er Søværnet, Beredskabsstyrelsen, Nordjyllands Beredskab, Læsø Kommune samt Nordjyllands Politi. Målet med øvelsen er blandt andet at sikre samarbejdet mellem beredskaberne.

Der vil under øvelsen være et stort antal køretøjer, som de forskellige beredskaber har med.

Borgerne på Læsø vil på dagen kunne se uniformeret personale, særligt ved Vesterø Havn og ved Bovet Bugt. Politiassistent ved Nordjyllands Politi, Claus Dahl Olesen, håber at borgerne har forståelse for øvelsens nødvendighed.

- Der er ingen grund til blive utryg, når man ser os i området. Der er blot tale om en øvelse. Og vi beder om borgernes forståelse, hvis der i forbindelse med øvelsen skulle opstå lidt støj fra køretøjer eller trafikale forstyrrelser, siger han.