Aalborg-spiller suspenderet fra VM
Aalborg Håndbolds Miguel Martins kommer ikke i aktion for Portugal ved dette VM. Det oplyser den danske klub på sin hjemmeside.
Portugiseren er blevet suspenderet fra VM-slutrunden som følge af en positiv dopingprøve.
- Det kommer selvfølgelig som et stort chok for os at høre, og vi har omgående været i kontakt med Miguel, der selv er lige så uforstående, som vi er og bedyrer, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt.
- Han har prompte bedt om at få lavet den såkaldte B-prøve for at få sagen afklaret til bunds, men det ligger fast, at han ikke kommer til at deltage ved VM-slutrunden, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.
Afventer nu B-prøve
Klubben oplyser, at Martins blev suspenderet tirsdag aften, og at man i Aalborg fik beskeden onsdag morgen.
- Vi kan og vil ikke gøre yderligere i sagen, indtil svaret på B-prøven foreligger, hvilket vi lige nu ikke ved, hvornår sker. Først når vi kender svaret på prøven, vil vi forholde os til det videre forløb, siger Jan Larsen på hjemmesiden.
Martins har spillet en stor rolle for Aalborg i denne sæson, hvor han er én af blot fire spillere, der har fået spilletid i samtlige 17 ligakampe. Bagspilleren står noteret for 37 mål samt 38 målgivende afleveringer i de 17 kampe.
Testen er over et år gammel
Aalborg oplyser til TV 2 Sport, at den positive test blev afleveret for mere end et år siden – den 13. januar 2024 under EM. Aalborg har dog ikke været bekendt med den verserende sag, og på daværende tidspunkt var Martins ikke ansat i Aalborg.
Den 27-årige portugiser kom således først til den danske klub i sommer. Han blev hentet i den ungarske storklub Pick Szeged.
TV 2 Sport har været i kontakt med den portugisiske VM-lejr, der ikke har yderligere kommentarer i sagen. De oplyser dog i en pressemeddelelse, at både spilleren og forbundet blev underretten om sagen tilbage i 2024.
Det europæiske håndboldforbund, EHF, oplyser til gengæld til TV 2 Sport, at det ikke er hos EHF, at Miguel Martins har afleveret en positiv dopingprøve. Her var hans prøve negativ, og derfor kører der ikke nogen sag mod Martins hos EHF.
Dermed må det altså være andre myndigheder, sagen kører hos. Det internationale håndboldforbund (IHF) oplyser midlertidig til TV 2 Sport, at de ikke ønsker at stille op til interview og give yderligere detaljer.
Ifølge det portugisiske forbund blev Martins tirsdag aften underrettet om suspensionen, "efter der ikke havde været nogen udvikling i sagen i flere måneder". Forbundet skriver også, at man har "fremsendt alle relevante oplysninger i sagen for at få afklaret situationen".