Aalborg sælger stortalent
Aalborg Håndbold sælger Victor Kløve.
Det har klubben netop meddelt og dermed har den udlejede bagspiller fra Brønderslev spillet sin sidste kamp for de rødklædte.
21-årige Kløve er i indeværende sæson på lån i svenske IFK Kristianstad, men skifter efter sommerferien til den tyske Bundesliga-klub Frisch Auf Göppingen.
Det er noget af en milepæl for Aalborgs talentudvikling, at man sælger et talent direkte til verdens bedste håndboldliga - uden han har fået et regulært gennembrud for nordjyderne.
I sidste sæson blev det dog til en del kampe i både ligaen og Champions League, hvor bagspilleren imponerede.
- Mit mål for denne sæson var at udvikle mig yderligere som spiller og menneske via opholdet i Kristianstad, for så at vende tilbage til Aalborg Håndbold efter sommerferien. Jeg havde dog ikke forventet at der ville komme interesse fra Tyskland, så da dette tilbud kom på bordet, vidste jeg, at det var en mulighed jeg ikke kunne sige nej til, siger hovedpersonen selv.
Han får flotte skudsmål fra Jan Larsen, Aalborgs direktør, på vej sydover:
– Vi regner fortsat Victor som et af de største danske talenter på back pladsen, men må også erkende at der endnu er et stykke vej til fast spilletid på vores ligahold på den position – og hvem ved om vejen igen går forbi Aalborg på et senere tidspunkt, siger Jan Larsen.
I den tyske bundesligaklub skal han erstatte en tidligere Aalborg-spiller, nemlig Tobias Ellebæk, der efter denne sæson returnerer til den danske liga og Kolding.