Kort Nyt

Aalborg-kvinder i hæderlig præstation

EH Aalborg gjorde alt, hvad de kunne, da holdet lørdag sen eftermiddag gæstede Skanderborg Håndbold i Kvindeligaen.

Det var et opgør, hvor aalborgenserne på forhånd ikke var favoritter, men de var heller ikke uden chancer.

Gæsterne var faktisk et point bedre i stillingen før lørdagens opgør.

Det var dog hjemmeholdet, der for det meste var i teten i første halvleg, selvom EH Aalborg-kvinderne også var foran et par gange.

Efter de første 30 minutter var der dog tre mål op til Skanderborg.

Det forspring udbyggede hjemmeholdet til fem mål et par gange i anden halvleg, inden EH Aalborg forsøgte et flot comeback midtvejs i halvlegen.

Gæsterne kom så meget tilbage i opgøret, at de flere gange kun var bagud med en enkelt scoring, og det var endnu engang på en stor præstation af den svenske fløjspiller Clara Lerby, der scorede otte gange på otte forsøg i opgøret.

Det var dog ikke nok til at fratvinge Skanderborg sejren.

EH Aalborg måtte nemlig til sidst se sig slået med 30-32, og det placerer nordjyderne med fire point efter syv kampe i sæsonen.

Folketingsmedlem bliver kandidat til kommunalvalget

Tirsdag skal amerikanerne til valg mellem Kamela Harris og Donald Trump, men herhjemme i vores egen andedam er der lidt over et år til kommunalvalget.

Og mandag afslører Moderaterne, at der i Nordjylland kommer til at være en stor profil i partiet på stemmesedlen.

Mohammad Rona, der er næstformand i partiets folketingsgruppe, stiller nemlig op i som kandidat i Aalborg Kommune.

- Kommunalpolitik er rødderne i vores demokrati. Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at vi med godt et år til valget melder os klar med det første hold kandidater. Og flere vil komme til frem imod valget. Det vidner om, at Moderaterne er en blivende kraft i dansk politik, siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.

For det nordjyske bliver der ikke afsløret flere kandidater, men i Frederikshavn er det tidligere kommet frem, at den mangeårige tophåndboldtræner Morten Arvidsson bliver kandidat i kommunen.

I alt har Moderaterne nu 97 kandidater klar til sit første kommunalvalg, men partiet har 28 kandidater på listen, som allerede nu sidder i forskellige byråd. De er af den ene eller anden årsag skiftet parti i løbet af denne valgperiode.

Håndgranat fra Anden Verdenskrig fundet i dødsbo - bomberyddere tilkaldt

Fredag aften blev en person ganske overrasket i forbindelse med, at man var i gang med at tømme et dødsbo i Frederikshavn.

Personen fandt nemlig flere våben i form af en håndgranat og en revolver. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.

Derfor anmeldte personen det til politiet, og her kunne ordensmagten konstatere, det var en ganske gammel håndgranat.

Det var nemlig en Britisk Milton håndgranat tilbage fra Anden Verdenskrig, hvor splitten stadig sad i den. Derfor blev Ammunitionsrydningstjenesten tilkaldt og afhentede vågen. Det fremgår dog ikke af døgnrapporten, om granaten stadig havde en sprængladning og dermed kunne eksplodere.

33-årig ville snyde politiet med smart trick - endte med ti dages fængsel

En 33-årig mand fik overbevist sin kammerat om, at han skulle tage skylden for den fartovertrædelse, som han selv lavede 19. april sidste år på Kærvej i Kongerslev på sin motorcykel. Her blev han fanget i en automatisk fartkontrol.

Med overbevisningen kom også en betaling, men det var alligevel et lidt for smart et trick, da Nordjyllands Politi fandt ud af, at det var den 33-årige mand, som havde kørt på motorcyklen.

Derfor var der flere forskellige ting, som manden var i Retten i Aalborg mandag eftermiddag. Det var hastighedsforseelse, forsøg for falsk anklage - og kørsel uden førerret, som var årsagen til, at han forsøgte sig med den falske anklage.

- Han indrømmede i retten, at det var rigtig dumt at gøre, men når han blev taget i at køre for hurtigt, ville det være billigere at få kammeraten til at tage skraldet, da kammeraten havde kørekort, fortæller anklageren på sagen, Mathias Andersen, som tilføjer, at den 33-årige mand tilstod forseelserne i retten.

Nu endte det alligevel med en sammenlagt bøde på 7600 kroner og ti dages ubetinget fængsel til den 33-årige mand.

Kammeraten, som forsøgte at tage skylden, skal også en tur for retten for det, men det bliver i en separat retssag.

Projekt skal forbinde psykiatri og træning

Projektet "Mellem os" har til formål at skabe et træningsfællesskab, der støtter voksne i alderen 18-30 år, i en overgang fra psykiatrien til en mere selvstændig hverdag.

VELUX FONDEN har støttet projektet med 3,9 millioner kroner, som Fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen UCN står i spidsen for.

Projektet foregår i samarbejde med Center for Recovery og Samskabelse, Psykiatriens Hus, DGI Nordjylland og Center for Anvendt Forskning i Mental Sundhed (CARMEN).

- Hvis man rammes af psykisk sygdom og mistrivsel, kan livet let blive fragmenteret. Målet med projektet er at bygge bro mellem behandlingen og det liv, som leves før, under og efter psykisk sygdom. Vi tror på, at det i sig selv kan have en helbredende effekt, lyder det fra projektleder og adjunkt på fysioterapeutuddannelsen, Martin Færch Andersen.

Under projektet vil man forsøge at skabe en samarbejdsmodel mellem træningsfællesskaber og lokale aktører i Aalborg Kommune. Herfra håber man, at de erfaringer man får i projektet kan bruges landet rundt.

Projektet starter op til marts 2025 og løber over en periode på tre år.

L.O.C. kommer til Aalborg - dog ikke som rapper

Liam O'Connor, med kunstnernavnet L.O.C., har i efterhånden mange år turneret landet rundt med sine rapsange. Til foråret er han igen ude at performe, men for første gang uden musik.

L.O.C. vil turnere landet rundt som standup-komiker med sit første standup-show, som har fået navnet LIAM. Her slår han i maj 2025 et smut forbi Aalborg, hvor han gæster Aalborg Kongres- og Kulturcenter (AKKC).

- Jeg elsker at snakke lort, men jeg er blevet træt af at rime. Så det her er ikke et par anekdoter og noget musik, men klassisk standup med udgangspunkt i min tilværelse og mine tanker, siger rapperen om showet.

Rapperen fik sin debut som komiker til open mic i 2023, og nogle nordjyder har måske fået en forsmag på L.O.Cs standup, da han varmede op for standup-gruppen BROS på deres Arena Tour, der i september var forbi Aalborg.

AKKC har endnu ikke offentliggjort den nøjagtige dato for musikerens show.

Datoen bliver dog offentliggjort til forsalget, hvor interesserede nordjyder kan købe billetter tirsdag 5. november klokken 10, mens hovedsalget åbner dagen efter 6. november klokken 10.