Kort Nyt

Aalborg Kommune smider Hells Angels på porten

Aalborg Kommune følger nu i fodsporene på Odense Kommune, der smed Hells Angels på porten sidste år.

Det sker efter et såkaldt samlingsstedforbud.

Det betyder, at Hells Angels ikke må opholde sig i deres klublokaler på Østergade i Nørresundby.

- Et samlingsstedsforbud giver kommunalbestyrelsen mulighed for at forbyde bestemte grupper i at samles på en ejendom eller dens tilhørende arealer, som for eksempel en parkeringsplads. Forbuddet kan udstedes, hvis gruppens tilstedeværelse skaber væsentlige ulemper eller utryghed for de omkringboende. Regelsættet forvaltes hos os i By og Land, og siden loven trådte i kraft i 2017, har vi haft en opmærksomhed på, om der kunne opstå en situation, hvor vi kunne bringe værktøjet i anvendelse, siger rådmand i By- og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V) i en pressemeddelelse.

Klublokalerne i Nørresundby har været lukkede i et godt et år, siden Nordjyllands Politi i september 2023 nedlagde et forbud mod at opholde sig i klublokalerne med henvisning til den verserende bandekonflikt.

Siden er opholdsforbuddet blevet forlænget hver 14. dag, og nu følger Aalborg Kommune altså op med et samlingsstedsforbud.

Prinses Juliana sættes til salg

Vil du drive restaurant på en båd? Så har du nu chancen for den nette sum af 12 millioner kroner.

93-årige Prinses Juliana er til salg.

12 millioner kroner skal man lægge på bordet for at blive ny indehaver af skibet, der ligger lige nedenfor Limfjordsbroen i Aalborg.

Restaurantskibet skal have nye ejere, fordi de nuværende ønsker et generationsskifte.

- Prinses Juliana blev i sin tid købt med hjertet, og vi har også selv tidligere drevet restauranten med hjertet, lyder det i en pressemeddelelse fra John Andersen, der ejer Prinses Juliana sammen med sine voksne børn, Michael Andersen og Rikke Charlotte Nissen.

Læs hele historien nedenfor

Bog om Kongehusets nazi-forhold modtager kritik

I Danmark har man en meget klar fortælling om Anden Verdenskrig, som blandt andet går på at Danmark modvilligt både underlagde sig tyskerne og før besættelsen underskrev en ikke-angrebspagt med nazisterne.

Det var på Klitgården i Skagen, hvor Kong Christian 10. i foråret 1939 underskrev pagten. Og her sår Peter Kramer tvivl om, hvor modvillig 'Rytterkongen' egentlig var mod at sætte sin underskrift.

- Kongens brevveksling her fra Klitgården viser, at kongen var umådelig tilfreds med ikke-angrebspagten, siger Peter Kramer. 

Det giver kongehuskommentator på Berlingske, Jakob Steen Olsen, dog ikke meget for. I en kommentar på Berlingske skriver han blandt andet.

- Det er meget let og omkostningsfrit at sætte sig til doms over med tilbagevirkende kraft herovre på den anden side af begivenhederne. Kramers bog er mildest talt tendentiøs.

Til TV2 Nord uddyber han sin kritik af bogen.

- Jeg synes han gør alt for at sætte Kongehuset i et lys, hvor man kan sige, at de gjorde lidt mere end nødvendigt, for at være venlige over for Nazityskland. Den er ret sensationspræget.

Læs hele historien herunder.

Svindel mod ældre fortsætter

Endnu engang er ældre blevet svindlet og franarret penge. Det er et fænomen, som politiet gentagne gange advarer imod.

Denne gang er der to tilfælde i Løgstør.

Derfor opfordrer politiet til, at man aldrig udleverer bankoplysninger eller andre personlige oplysninger til folk, man ikke kender.

Fårup Sommerland som våd storfavorit

Har du lyst til at prøve Europas 2. bedste vandrutsjebane? Så skal du slå et smut forbi Fårup Sommerland.

Mandag aften var fuld af festfyrværkeri, da forlystelsesparken modtog prisen for Europas 2. bedste vandrutsjebane.

Stormfloden hedder den prisvindende forlystelse, der i årets sæson har vakt stor begejstring blandt parkens gæster. Aquaparken rummer Danmarks to største vandrutsjebaner, men har derudover også fået nyt børnevandland, ny infrastruktur, omklædningsfaciliteter og spiseområde.

Den 21 meter høje og 195 meter lange vandrutsjebane er en del af Fårup Sommerlands nyrenoverede Aquapark, der i alt byder på ni våde forlystelser.

Det er den største opgradering og investering i Aquaparkens levetid, oplyser Fårup Sommerland.

Beskyldte Stine Rex for snyd: Nu er hun selv taget i det

Ultraløber Camille Herron var hurtigt ude og beskylde Stine Rex for snyd, da hun slog verdensrekorden i seksdagesløb for omkring en måned siden, og da hun slog rekorden for 48-timers løb tilbage i juni.

Beskyldninger hun er komme med mange gange før - og det er ikke kun Stine Rex, som det er gået ud over.

Nu er Camille Herron dog selv blevet taget i at fuske og det endda over flere år.

Running magazine skriver nemlig, at Camille Herron og hendes træner, Conor Holt, er blevet taget i at fjerne anerkendelser fra andre atleters Wikipedia-sider, men huns har opgraderet sin egen.

Ifølge magasinet har Camille Herrons to konti siden 2017 givet mere end 300 bidrag til sider på Wikipedia, hvoraf mere end halvdelen udelukkende er udsmykninger til Herrons side. Derudover ændrede hun i juni 2024 og september 2024 Wikipedia-siden under navnet “Ultramarathon” for at fjerne henvisninger til Stine Rex’ 48-timers og seks-dages verdensrekorder.

Læs, hvad Stine Rex siger til det her.