Aalborg Kommune indfører udskældte klasser for børn med diagnoser
Et enigt Børne- og Undervisningsudvalg i Aalborg Kommune har netop vedtaget at indføre de såkaldte Fokusklasser for de børn, der i dag får et specialundervisningstilbud.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Klasserne skal samle børn med ADHD, autisme eller andre indlæringsvanskeligheder i et tilbud. Princippet er, at eleverne skal placeres i et specialtilbud tættest på den skole, som de har været tilknyttet.
- Vi ønsker at give børnene de bedste forudsætninger for at trives og udvikle sig i nærheden af deres hjem. Derfor har vi også gjort vores bedste for at skabe løsninger og muligheder, hvor vi med en uændret økonomisk ramme kan tilbyde en mere sammenhængende hverdag, hvor skole, fritid, venner og familie er tæt på. Vi ved fra undersøgelser, at dette kan have en afgørende betydning for børns trivsel, siger Morten Thiessen (K), der er rådmand for Børn og Ungeforvaltningen i Aalborg Kommune.
Der har tidligere været kritik af fokusklasserne, som Randers Kommune indførte i 2019. Her har en evaluering af klasserne vist, at den blandede elevsammensætning kan være et problem.
'(...)elevgrupperne opleves uhomogene, idet klasserne med nuværende nærhedsprincip rummer børn med forskellige udfordringer og støttebehov samt spænder over 3-4 klassetrin - en praksis der udfordrer både eleverne og det pædagogiske personale.'