Kort Nyt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Karneval uddeler 200.000 kroner

Aalborg Karneval har uddelt 200.000 kroner fra deres støttepulje til kreative projekter til Aalborg Karneval og Aalborg Børnekarneval 2025, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Vi modtog et rekordstort antal kvalificerede ansøgere. Når vi har delt ud af puljen til så mange, er det et udtryk for, at ansøgningerne simpelthen har været så gode, siger Anna Kathrine Trads, der er et af de jurymedlemmer, der har været med til at vælge imellem ansøgerne.

Temaet til dette års karneval er 'Mit sande jeg', og det har Move Dansestudie indkorporeret i deres ansøgning. De vil nemlig bygge en vogn med spejle, som små dansere kan spejle sig i og dermed se ”deres sande jeg”.

- Vi er stolte og begejstrede over, at ansøgningerne har så høj en kvalitet. Der har været mange virkelig kreative og inspirerende initiativer iblandt dem. Fælles for dem, som vi har støttet, er, at de alle har fundet en vej til at inkorporere temaet, ”Mit sande jeg”, i deres ansøgninger. Vi glæder os super meget til at se resultaterne til maj, siger jurymedlemmet.

16 ud af 18 ansøgere har fået støtte til deres projekt.

Juryen består af teaterleder Pia Bredow fra Det Hem’lige Teater, kunstner Anna Kathrine Trads og Birgitte Hvingel Jørgensen, som er underviser/lektor på UCN og Jeanett Kaare, talsperson for Foreningen Aalborg Karneval.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Kommuner taler stadig ikke med børnene

Retten til at blive hørt.

Det er en grundlæggende rettighed, og den er langt fra ny, men ifølge lektor i børneret Anne Mørk bliver den stadig ikke overholdt.

Dokumentaren "Ingen Kære Kommune", der netop er blevet sendt på TV2, hvor Michelle Røge fortæller om sin barndom med stofmisbrugende og voldelige forældre i Hirtshals i 00’erne, er et eksempel på, at kommunen sad underretninger overhørig.

Børn skal høres, hvis en kommune modtager en underretning om, at de bliver vanrøgtet. Men kommuner undlader stadig ofte at tale med børnene, viser Ankestyrelsens praksisundersøgelser.

Det sker til trods for, at Folketinget vedtog ”overgrebspakken” i 2013, der medførte en række ændringer i lovgivningen. Nu skal kommuner reagere på en underretning om børn indenfor 24 timer. Kommunerne har nu også pligt til at revurdere indsatsen, når der kommer nye underretninger.

Når børn som Michelle Røge stadig ikke bliver hørt i dag, så kan det skyldes, at sagsbehandlerne er for pressede, lyder det fra socialrådgivernes forkvinde.

- Hvis du sidder med alt for mange sager, så når du ikke at tage ud til den børnesamtale. Du når ikke at ringe tilbage, når barnet ringer. Det er nogle ting, vi egentligt godt ved er virkeligt vigtige for barnet, siger Signe Færch, der er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Friskole i månedslang kamp for overlevelse

Og den fortsætter. Kampen.

Astrup Friskole, også kaldet Kammas Børneunivers, har siden efteråret 2024 kæmpet for sin overlevelse. Det skyldes et for lavt elevtal, der lige akkurat tæller en enkelt elev for lidt. Og med det faldt statstilskuddet 1. januar 2025.

Èn enkelt elev kan nemlig gøre hele forskellen, og for Astrup Friskoles vedkommende afgøre, om skolen kan bestå. 32 elever i 0.-7. klasse skal der til for, at en skole kan modtage statslig støtte. Skolen har på nuværende tidspunkt 31.

Elever og forældre har derfor måtte smøge ærmerne op for at indsamle de penge, de normalvis vil få i statsligt tilskud. Beløbet lyder på 1,2 millioner kroner. 400.000 kroner af dem skulle findes inden udgangen af 2024.

Og det lykkedes.

Skolen har på nuværende tidspunkt indsamlet 572.000. Opgaven lyder derfor på at rejse de resterende penge, der sikrer Kammas Børneunivers.

- Vi går til det med stor optimisme, siger Marianne Thygesen, bestyrelsesformand og forælder til to elever på Astrup Friskole.

Skolebestyrelsen har sendt et hav af ansøgninger afsted til forskellige fonde og spurgt banken om et lån og håber, at det tilsammen kan runde det gyldne tal, nemlig 1.200.000 millioner kroner.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB lejer spiller i Premier League-klub

Norske Travis Hernes trækker i AaB-trøjen resten af sæsonen, efter at den nordjyske klub har lejet midtbanespilleren i den engelske Premier League-klub Newcastle United.

- Han er teknisk dygtig og har et godt, fremadrettet flow i sit spil. Han er pasningssikker - også under pres - ligesom han indeholder dynamik og god acceleration, og i det hele taget dækker Travis et stort område og arbejder hårdt igennem i hel kamp, og vi ser frem til, at han i det næste halve år bliver en del af vores trup, siger AaB's sportsdirektør James Gow om nyerhvervelsen.

19-årige Travis Hernes er noteret for otte ungdomslandskampe for Norge.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hjørring Kommune bruger tre millioner på at rive Vendelbocentret ned

Siden den 15. november 2024 har Vendelbocentret i Sindal været ryddet for mennesker.

Og snart er den nordjyske by en bygning fattigere.

I budgetaftalen for 2025-2028 er det nemlig besluttet, at centret skal rives ned, hvilket der er afsat 3 millioner kroner til.

Vendelbocentret i Sindal blev danmarkskendt, da hele 29 medarbejdere i 2020 var smittet med coronavirus på samme tid.

I perioden måtte der derfor indhentes plejepersonale fra sygehusvæsenet og etableres kontakt til Frederikshavn Kommune, i håbet om hjælp i form af ekstra plejepersonale.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kolde gys: Festival for vinterbadere

Dyp i bølgen blå, saunaer i strandkanten, smukke omgivelser og hyggeligt samvær.

Grenen Strand skaber rammerne for Skagen Vinterbaderfestival, der løber af stablen i weekenden 23. til 25. januar.

Hvad end du er garvet vinterbader eller skal prøve kræfter med det kolde vand for første gang, kan du tage del i daglig vinterbadning, live musik, yoga og fællesspisning.

Der vil være dykkere i vandet, så det bliver en tryg oplevelse for alle.

Hvis du skal have en pause fra det kolde vand, er der også mulighed for byvandring, hvor du kan komme rundt i Skagens historiske kvarterer.