Aalborg Karneval uddeler 200.000 kroner
Aalborg Karneval har uddelt 200.000 kroner fra deres støttepulje til kreative projekter til Aalborg Karneval og Aalborg Børnekarneval 2025, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
- Vi modtog et rekordstort antal kvalificerede ansøgere. Når vi har delt ud af puljen til så mange, er det et udtryk for, at ansøgningerne simpelthen har været så gode, siger Anna Kathrine Trads, der er et af de jurymedlemmer, der har været med til at vælge imellem ansøgerne.
Temaet til dette års karneval er 'Mit sande jeg', og det har Move Dansestudie indkorporeret i deres ansøgning. De vil nemlig bygge en vogn med spejle, som små dansere kan spejle sig i og dermed se ”deres sande jeg”.
- Vi er stolte og begejstrede over, at ansøgningerne har så høj en kvalitet. Der har været mange virkelig kreative og inspirerende initiativer iblandt dem. Fælles for dem, som vi har støttet, er, at de alle har fundet en vej til at inkorporere temaet, ”Mit sande jeg”, i deres ansøgninger. Vi glæder os super meget til at se resultaterne til maj, siger jurymedlemmet.
16 ud af 18 ansøgere har fået støtte til deres projekt.
Juryen består af teaterleder Pia Bredow fra Det Hem’lige Teater, kunstner Anna Kathrine Trads og Birgitte Hvingel Jørgensen, som er underviser/lektor på UCN og Jeanett Kaare, talsperson for Foreningen Aalborg Karneval.