Aalborg Håndbold forlænger med nordjysk landsholdsspiller
Aalborg Håndbold har nu papir på en særdeles prominent herre helt indtil 2027.
Mads Hoxer har nemlig sat sin underskrift på en kontraktforlængelse. Det oplyser Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.
Højrebacken kom til Aalborg Håndbold i 2022 fra Mors-Thy, og siden da har han manifesteret sig som en af de bedste backs i Herre Håndbold Ligaen.
- Jeg har udviklet mig meget spillemæssigt, men også som person. Samtidig har jeg været med til at vinde det danske mesterskab, har spillet på den helt store scene til finalen i Champions League i Køln og er blevet udtaget til det danske landshold. Alt dette har været uvurderlige oplevelser for mig, som jeg helt klart ønsker mig endnu flere af i fremtiden, siger Mads Hoxer og tilføjer:
- Derfor var beslutningen ikke svær, da jeg blev tilbudt at forlænge min aftale yderligere, eftersom jeg trives utrolig godt i klubben, der for mig er topprofessionel og har alt hvad man kan ønske sig som spiller.
Aalborg Håndbold oplyser, at de torsdag vil melde mere nyt ud om spillersituationen de kommende år.