Aalborg Håndbold vinder DM-guld efter sandt drama
Mikkel Hansen slutter glorværdig klubkarriere af med DM-guld.
Aalborg Håndbold er danske mestre.
Sikke en afslutning! Hvad der efter første halvleg lignede et Aalborg-hold på vej mod en sikker sejr, blev i stedet et sandt drama.
Med under et minut tilbage sendte Mads Hoxer den afgørende scoring i kassen, hvilket resulterede i en 27-26-sejr til Aalborg Håndbold foran et ekstatisk publikum i Sparekassen Danmark Arena.
Kort kampreferat:
Finaleseriens afgørende kamp tre begyndte relativt sløvt bedømt på antallet af scoringer. Efter små 10 minutter havde et solidt Aalborg-forsvar formået at holde Fredericia HK på bare én scoring.
Efter seks minutter måtte publikum dog holde vejret. Niklas Landin, der har været ude med en øjenskade, som blandt andet holdt ham ude af kamp et, blev ramt i ansigtet. Landsholdsmålmanden gav dog hurtigt en thumps up ud til bænken og signalerede, at han ikke havde slået sig alvorligt.
Efter 10 minutter så håndboldstjernen Mikkel Hansen første gang halgulvet. Dagens kamp var ikonets sidste i klubregi.
Hoxer med sidste scoring
Og i løbet af første halvleg lignede det, at han ville slutte af med manér. For efter 26 minutter oparbejde Aalborg Håndbold en firemålsføring. Det nordjyske mandskab kunne også gå til pause med 13-8. Det skyldtes særligt en velspillende Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer, som buldrede derudaf.
Anden halvleg skulle imidlertid vise sig at blive mere tæt end ventet. For midtvejs i halvlegen efter en Mikkel Hansen-afbrænder udlignede Fredericia til 19-19.
Herfra steg intensiteten kun. Reinier Taboada gik hårdt til Thomas Arnoldsen, og kampens dommerpar skulle ud at tjekke om slaget til ansigtet skulle takseres til et rødt kort.
Fredericias cubanske bagspiller slap dog med en tominutters udvisning.
Mod slutningen var Aalborg hele tiden et lille skridt foran, men de kunne ikke ryste Fredericia af sig. Med fire minutter igen var det atter status quo. Særligt takket være en veloplagt Thorsten Fries i Fredericia-målet.
Men til syvende og sidst lykkedes det Aalborg Håndbold at hjemtage guldet foran et fyldt publikum i Sparekassen Danmark Arena. Mads Hoxer satte det afgørende dødsstød ind med under et minut igen. Scoringen var højrebackens niende i kampen, og han var finalens helt store oplevelse.
Fredericia havde muligheden for at svare igen, men en Landin-redning sikrede Aalborg guldet.