AaB vinder første testkamp
AaB vandt den første testkamp i den nye sæson, da Vendsyssel FF fredag eftermiddag blev besejret med 2-1.
Det var ellers Vendsyssel, der kom bedst fra start. Oscar Buch bragte vendelboerne foran efter 26 minutters spil, og den føring holdt til pausen.
I anden halvleg fik Louka Prip udlignet for AaB, før Emil Nymann scorede sejrsmålet for aalborgenserne på et langskud i 84. minut.
AaB tester formen igen fredag 7. juli mod Superliga-holdet FC Midtjylland.
Nordjyderne spiller første turneringskamp i 1. division 22. juli på udebane mod B.93.