AaB-talent udlejes til nordjysk klub
Eugene Amankwah blev for halvandet år siden en del af AaB Akademiet.
Nu udlejes den 20-årige venstreforsvarer dog resten af sæsonen til Thisted FC i landets tredjebedste række.
- Vi synes, vi har fundet en god løsning for Eugene, og vi tror på, at opholdet hos Thisted FC kan give ham god kamptræning og hjælpe hans udvikling yderligere, udtaler AaB’s sportsdirektør James Gow i en pressemeddelelse.
Eugene Amankwah har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2026 og er foreløbig noteret for en enkelt officiel kamp for AaB, mens det er blevet til to kampe for Ghanas U/23-landshold og tre for hjemlandets U/20-landshold.