AaB tæt på at sælge profil
Offensivspilleren Allan Sousa er tæt på at forlade AaB efter et år i klubben.
Brasilianske Allan Sousa ser snart ud til at være fortid i AaB. 1. divisionsklubben oplyser torsdag i en meddelelse til fondsbørsen, at man forhandler om et salg af offensivspilleren.
- Aalborg Boldspilklub A/S har modtaget et konkret bud på spilleren Allan Sousa og har indledt realitetsforhandlinger med en udenlandsk klub om en mulig transfer. Der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået, skriver AaB.
Allan Sousa kom til AaB i sommeren 2022 og er noteret for 40 officielle kampe og 14 scoringer for klubben. 26-årige Allan Sousa har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2026.
- Et eventuelt salg af Allan Sousa forventes at påvirke forventningerne for 2023 fra et resultat i niveauet minus 35 til 45 millioner kroner til et resultat i niveauet minus 25 til 35 millioner kroner, oplyser AaB.
I forventningerne til årets resultat er inkluderet yderligere investering i spillertruppen og en placering i toppen af landets næstbedste fodboldrække NordicBet Ligaen.