Kort Nyt

AaB sælger angriber

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Med omgående virkning sælger AaB deres angriber Anosike Ementa. 

- ”Ano” er en fantastisk fyr, som alle i AaB har været glade for at arbejde sammen med, og jeg håber oprigtigt, at han kan få forløst sit potentiale i sin nye klub, siger sportsdirektør Ole Jan Kappmeier i en pressemeddelelse. 

Den 21-årige spiller skal i stedet tørne ud for Viborg F.F fra næste sæson. 

Det blev dermed kun til to år i det nordjyske, da han blev hentet fra FC Helsingør i 2021. 

Anosike Ementa nåede 37 kampe i den bolsjestribede trøje. 

- Jeg har nydt at spille sammen med mine holdkammerater, hvor flere af dem i dag er mine venner, og jeg ønsker både dem og klubben alt det bedste fremover, siger han og tilføjer: 

- På det sportslige plan havde jeg håbet på endnu mere, men jeg synes, at jeg i perioder har fået vist mine kvaliteter og også har været inde i en god udvikling, og nu ser jeg frem til en ny udfordring i Viborg.

Hans kontrakt med AaB havde inden skiftet løbet indtil årets udgang. 

20-årig dømt for sexafpresning

En 20-årig mand fra Midtjylland har ved Retten i Hjørring fået en dom på 20 dages betinget fængsel, efter han har afpresset en pige til at sende nøgenbilleder.

Det fortæller senioranklager Morten Sønderby.

Sagen startede i 2019, da midtjyden blot var 15 år gammel. Ved 23-tiden om aftenen 22. maj 2019 truede og pressede han en pige til at sende nøgenbilleder af sig selv.

Det skete ifølge politiets anklager via Messenger, hvor den unge mand havde skrevet:

”Du stadig bare en luder”, ”Har billeder nok til at ødelægge dit liv”, ”Vis mig noget eller jeg deler det” og ”Gør som jeg fucking siger”.

Den 20-årige modtog dommen.

Elektronikforretning rippet: - 'alt er væk'

Elektronikforretningen Thy Rep, der ligger på Tigervej ved industrikvarteret i Thisted, har haft besøg af ubudne gæster.

Natten til torsdag modtog Vesthimmerlands Politi en anmeldelse.

- Det var ejeren af den bygning, som Thy Rep lejer sig ind i, der anmeldte, at der var sket et indbrud, fortæller politikommissær ved Vesthimmerlands Politi, Henrik Jensen.

Ejeren af lokalerne opdagede knuste ruder og en forretning, der var fuldstændig tømt for alle elektronikvarer.

- Vi har ikke meget at gå efter endnu, men vi er meget interesserede i oplysninger, der kan bidrage til vores efterforskning, fortæller politikommissæren.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Trafik: Pas på ved E39 i nordgående retning

Skal du fra Hjørring mod Hirtshals på E39, skal du køre forsigtigt via motorvejen.

På vejen mellem Hjørring C og Hjørring N ligger der lige nu en presenning, der får Vejdirektoratet til at opfordre til, at bilister passer på, når de kører forbi.

Vejdirektoratet oplyser samtidig, at vejhjælpen er på vej.

Masseindbrud i lystbådehavn

Politiet efterforsker nu sagen.

I Nykøbing Mors finder man en populær lystbådehavn, der desværre ikke kun er populær for bådejere og sejlere.

For mellem onsdag og søndag klokken 16:00 er der foregået et masseindbrud på folks lystbåde i havnen, hvor tyve har stjålet et endnu ukendt antal værdigenstande.

- Der har været seks tilfælde i havnen, hvor døre eller presenninger er blevet skåret op for at bryde ind i bådene, siger Henrik Jensen, politikommisær ved Vesthimmerlands Politi.

Vesthimmerlands Politi efterforsker sagen, men er endnu ikke kommet tættere på det eksakte tidspunkt for indbrudene.

Morgentrafikken: Tabt gods på vejen syd for Aalborg

Skal du her fra morgenstunden syd for Aalborg og mod Hobro, skal du være opmærksom på vejen mellem Haverslev og Senhøj.

Der er tabt gods i sporet i sydgående retning, og Vejdirektoratet anbefaler, at man sætter farten ned og passer på de glasskår, der endnu ligger der.

Vejdirektoratet fortæller samtidig, at der lige nu er vejhjælp på stedet.