AaB sælger angriber
Med omgående virkning sælger AaB deres angriber Anosike Ementa.
- ”Ano” er en fantastisk fyr, som alle i AaB har været glade for at arbejde sammen med, og jeg håber oprigtigt, at han kan få forløst sit potentiale i sin nye klub, siger sportsdirektør Ole Jan Kappmeier i en pressemeddelelse.
Den 21-årige spiller skal i stedet tørne ud for Viborg F.F fra næste sæson.
Det blev dermed kun til to år i det nordjyske, da han blev hentet fra FC Helsingør i 2021.
Anosike Ementa nåede 37 kampe i den bolsjestribede trøje.
- Jeg har nydt at spille sammen med mine holdkammerater, hvor flere af dem i dag er mine venner, og jeg ønsker både dem og klubben alt det bedste fremover, siger han og tilføjer:
- På det sportslige plan havde jeg håbet på endnu mere, men jeg synes, at jeg i perioder har fået vist mine kvaliteter og også har været inde i en god udvikling, og nu ser jeg frem til en ny udfordring i Viborg.
Hans kontrakt med AaB havde inden skiftet løbet indtil årets udgang.