AaB ophæver samarbejdet med målmand
AaB og målmand Josip Posavec har med øjeblikkelig virkning ophævet samarbejdet. Det sker et år før end kontrakten egentlig udløb.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
- På ethvert tidspunkt i sin periode i AaB har Josip Posavec optrådt som en sand professionel, og i den forgangne sæson var han en vigtig faktor for vores hold, hvorfor Josip har en stor andel i, at vi nu er tilbage i 3F Superligaen. Nu er vi imidlertid blevet enige om, at vores veje skilles, og vi vil gerne takke Josip for indsatsen og ønske ham alt det bedste i sin fortsatte karriere, siger sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.
Josip Posavec blev for to år siden hentet til AaB fra HNK Hajduk Split og har opnået 35 officielle kampe for AaB.
- Jeg har mødt mange gode mennesker og har stor respekt for klubben og for fansene, og jeg har altid forsøgt at håndtere de forskellige situationer, som både holdet og jeg selv har været i, korrekt og professionelt, lyder det fra Josip Posavec.
Han fortæller desuden, at Aalborg altid vil betyde noget særligt for ham, da hans datter blev født i byen.