AaB forlænger med stortalent
Han bliver egentlig først seniorspiller til sommer, men midtbanetalentet Mads Bomholt forlænger nu sin kontrakt med AaB til 30. juni 2028.
Det skriver klubben på deres hjemmeside.
Det er anden gang på ni måneder, at den 18-årige spiller får kontrakten forlænget. Han har i foråret flere gange været en del af AaB's startopstilling i NordicBet Ligaen.
Han har 14 officielle optrædener for AaB, ligesom han har fået debut for det danske U-19-landshold.
- Mads Bomholt har mere end levet op til vores forventninger, og han har allerede nu taget store skridt i sin udvikling, siger Ole Jan Kappmeier, der er sportsdirektør for AaB.
Hovedpersonen selv glæder sig også over nyheden.
- Jeg er utrolig glad og stolt over at kunne lave en aftale med AaB indtil 2028. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg begyndte på AaB Akademiet, da jeg var 11 år, og det viser også, at AaB tror på klubbens egne talenter, siger Mads Bomholt.
Den unge spiller kan sammen med resten af AaB-holdet sikre sig oprykning til 3F Superligaen, hvis de som minimum får uafgjort hjemme mod Hobro IK.
Den kamp spilles søndag 15.00 på Aalborg Portland Park.