AaB får uafgjort i Næstved
AaB's kvindefodboldhold må i denne sæson nøjes med at spille i den næstbedste række i landet efter sidste sæsons nedrykning.
Og det er ikke startet som håbet.
AaB tabte nemlig sæsonens første opgør med 1-2 hjemme mod Varde, før det denne lørdag gjaldt Næstved på udebane.
Det blev en marginalt bedre oplevelse for de nordjyske kvinder.
Det startede fremragende for AaB'erne, da Julie Andersen allerede efter tre minutters spil kunne bringe de bolchestribede foran.
Den føring holdt AaB fat i til halvleg, men kort herefter gik det galt.
Næstved fik udlignet efter 53 minutters spil, og det blev også den sidste scoring i opgøret, hvorfor slutresultatet blev 1-1.
AaB har dermed et point efter to opgør i kvindernes første division.