AaB bekræfter forhandlinger om salg af Theo Sander
I sidste sæson trak Theo Sander AaB-trøjen over hovedet i 14 Superliga-kampe.
Der er gang i svingdøren ude på Hornevej i AaB. Søndag blev det meldt ud, at Milan Makaric lejes ud til FK Borac Banja Luka i Bosnien-Hercegovina, og samtidig blev det officelt, at Marcus Hannesbo skifter til Vendsyssel FF.
Nu står det klart, at endnu et skifte kan være under opsejling. Denne gang er det 18-årige Theo Sander, som ser ud til at stå over for et skifte.
- Aalborg Boldspilklub A/S har modtaget et konkret bud på U/19-landsholdsmålmand Theo Sander og har indledt realitetsforhandlinger med en klub om en mulig transfer, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.
Det lyder dog samtidig, at det ikke er sikkert, at der vil blive indgået en aftale.
På vej til FCK?
Theo Sander har tidligere været rygtet væk fra Aalborg. Inter har blandt andre været nævnt som en af bejlerne til den talentfulde målmand.
Ifølge Ekstrabladet er det imidlertid nu FCK, som har set sig varme på AaB-målmanden, og de to klubber skulle efter sigende være enige om en pris.
AaB forventer ikke, at et salg vil påvirke forventningerne til årets resultat, som ligger på et minus mellem 35-45 millioner kroner.
Det står videre i fondsbørsmeddelelsen, at AaB A/S for nu ikke har yderligere kommentarer. En ny meddelelse vil tilgå fondsbørsen, hvis der opnås en aftale, skriver de.
Theo Sander kom som 12-årig til AaB fra partnerklubben Gug Boldklub og har også i en endnu yngre alder spillet for partnerklubberne Støvring I.F. og I.F. Frem Skørping.