57-årig kvinde død i alvorlig trafikulykke
En 57-årig kvinde er afgået ved døden som følge af det alvorlige færdselsuheld, der skete klokken 17.30 tirsdag aften på Aalborgvej fra Fjerritslev mod Thisted mellem Fjerritslev S og Øsløs.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 Nord.
Det er ifølge politiet en personbil og en varebil, der kørte sammen, hvorefter begge parter blev kørt til hospitalet, hvor kvinden efterfølgende afgik ved døden. Politiet kan ikke sige noget om den anden involverede part endnu, men personen skulle umiddelbart være uskadt under omstændighederne.
De pårørende er underrettet.
Hovedvej spærret
I forbindelse med uheldet er den nordjyske hovedvej spærret på ubestemt tid, og klokken 19.30 er der fortsat spærret.
- Vi arbejder på stedet og forsøger at klarlægge årsagen, så der vil være spærret i noget tid endnu, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Stage.
Politiet dirigererede derfor trafikken, og bilisterne blev opfordret til at finde en anden rute.
Klokken 20.30 er vejen ikke længere spærret ifølge Vejdirektoratet.