Kort Nyt

42-årig mand tiltalt for grove krænkelser af småpiger

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Anklageskriftet flyder over med såvel anklager om fysiske som skriftlige seksuelle krænkelser, når en 42-årig aalborgenser tager plads på anklagebænken i Retten i Aalborg.

Manden er tiltalt for en række tilfælde af blufærdighedskrænkelse og fysiske krænkelser af seksuel karakter mod piger i 11 til 15 års alderen.

Langt de fleste tilfælde handler om, at manden har fået kontakt til unge piger via Snapchat. Her har han ifølge anklagerne sendt et stort antal beskeder med seksuelt indhold, hvor han fortæller, hvad han synes om pigerne, og hvad han vil gøre ved dem.

Sendte penisbilleder

I nogle tilfælde er det – ifølge politiet – også lykkedes manden at få pigerne til at sende billeder af seksuel karakter af sig selv, ligesom han er tiltalt for at krænke pigerne ved at sende penisbilleder til dem.

Kort før jul 2022 lykkedes det tilsyneladende også den 42-årige mand at lokke en 11-årig hjem i sin lejlighed. Det fremgår af anklagerne, at han her kyssede pigen og krænkede hende ved at beføle hende i skridtet inden for trusserne.

Børneporno og narko

Det fremgår af anklageskriftet, at politiet fandt manden i besiddelse af børnepornografisk materiale, da han 3. januar i år blev anholdt sidst på eftermiddagen. Her fandt politiet også mindre mængder hash og amfetamin, som han er tiltalt for besiddelse af.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til anklagerne.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Redningshelikopter finder nødstedt person i vandet

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen, hvor en vinterbader var blevet set i problemer.

Der blev indsat redningsbåde og redningshelikopter i aktionen, og personen blev derefter fundet og er fløjet til sygehuset i Aalborg.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjysk folketingsmedlem skifter til Sjællands Storkreds

Fremover bliver Christian Friis Bach ikke at finde på stemmesedlerne i det nordjyske.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach skifter fra Nordjyllands Storkreds til Sjællands Storkreds.

Det skriver politikeren lørdag på sin facebook-profil.

- Det er en beslutning, jeg har tænkt grundigt over. Venstre har taget rigtig godt imod mig og derfor vil jeg gerne stille op, gøre en indsats for Venstre og bakke op om de tre stærke folketingsmedlemmer som Venstre har på Sjælland og de andre gode kandidater, lyder det blandt andet i opslaget.

Christian Friis Bach blev valgt ind i Folketinget ved seneste folketingsvalg i 2022 i Hjørring-kredsen. Dengang var det for Radikale Venstre, men i sommer skiftede han til Venstre.

Christian Friis Bach fik 1489 personlige stemmer ved valget i 2022, men ved næste valg rykker han altså fra Nordjyllands- til Sjællands Storkreds.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Lørdag bliver tørt og med sol flere steder

Lørdag bliver en pæn decemberdag over det meste af Nordjylland. Dagen igennem vil der være en vind fra vest, og der kan opstå byger rundt i hele Nordjylland.

Men størstedelen af tiden vil der være tørt, og solen vil også komme frem over det meste af Nordjylland.

Temperaturerne vil dagen igennem ligge omkring fire til seks grader.

Hør vejrudsigten netop for dit lokalområde herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Herunder kan du se hele vejrudsigten for Nordjylland:

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Mareridtsperiode sænkede piraterne i topbrag

Aalborg Pirates var fredag aften på isen, da de på hjemmebane mødte Herning Blue Fox i et vaskeægte topbrag. Men det skulle hurtigt vise sig at blive en aften til glemmebogen for aalborgenserne.

Da de tre perioder var spillet, viste måltavlen 10-3 i Herning Blue Fox' favør. Det skete blandt andet efter anden periode, som Pirates tabte med hele 0-5.

Dermed fører herningenserne fortsat Metal Ligaen med 55 point, mens Aalborg Pirates ligger på andenpladsen med 47 point i 26 kampe.

God start blev ødelagt

Fredagskampen begyndte ellers så lovende for Aalborg Pirates. Lasse Knudsen og Tobias Ladehoff sørgede for en nordjysk drømmestart, og efter 17 minutter var Pirates foran 2-0.

Men derfra gik det ned ad bakke. Kort tid efter reducerede Herning Blue Fox, og i anden periode gik det helt galt. Midtjyderne vandt perioden 5-0 og gik dermed fra 1-2 til 6-2.

Dermed var kampen reelt afgjort, og i tredje periode blev ondt kun værre for Aalborg Pirates. Eric Gotz scorede en enkelt for nordjyderne, men det ændrede ikke på slutresultatet, som blev 10-3 til Herning Blue Fox.

Heldigvis har Aalborg Pirates mulighed for at få hurtig revanche. Allerede søndag går det løs igen, når de møder Odense Bulldogs i endnu en topkamp.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politi efterlyser vidner i brandefterforskning

Natten til lørdag klokken 03:37 blev Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi kaldt ud til Skudehavnsvej i det vestlige Aalborg.

Der var opstået brand i Aalborg Kommunes bygning, som ligger ved Vestre Bådehavn.

- Branden er opstået på den udvendige facade. Ilden blev hurtigt slukket, men der er ingen skader indvendigt, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

- Nu har vi lavet en rapport på det, og så undersøger vi branden nærmere. Vores brandefterforskere følger op på mandag for at finde ud af, om det er påsat, eller det har været et cigaretskod eller noget andet, der har startet det, siger Karsten Højrup Kristensen.

I forbindelse med opklaringsarbejdet efterlyser Nordjyllands Politi vidner, som har befundet sig i området omkring klokken 03:30. De kan kontakte politiet på telefon 114.

Foto: Per Frank Paulsen